Ikke godt nok. Sådan lyder det fra to fodboldeksperter om landstræner Åge Hareides håndtering af Nicklas Bendtners voldsdom.

»Det er jo helt blankt. Det skriger til himlen,« siger den tidligere sportsdirektør Jacob 'Gaxe' Gregersen.

Fredag blev den danske angriber dømt skyldig i et voldeligt overfald på en taxichauffør, og Åge Hareide har siden sagt, at Nicklas Bendtner kan få comeback på det danske landshold efter afsoning af dom.

Det var Åge Hareides udtalelser, der mandag aften blev diskuteret i i debatprogrammet 'XL' hos TV3 Sport.

Landstræner Åge Hareide offentliggjorde mandag sin trup til herrelandsholdets Nations League-kampe mod Wales og Irland på et pressemøde.
Landstræner Åge Hareide offentliggjorde mandag sin trup til herrelandsholdets Nations League-kampe mod Wales og Irland på et pressemøde. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Som jeg har læst det, siger han (Åge Hareide, red.) så ikke, at 'han ikke er en voldsmand i mine øjne'?« spørger Jacob 'Gaxe' Gregersen:

»Han har jo lige fået en voldsdom, han har sparket en taxichauffør i hovedet, og vores landstræner står gud dødeme og er citeret for at sige, at han ikke er en voldsmand i hans øjne. Jeg troede simpelthen ikke på det, da jeg læste det.«

Åge Hareide udtog mandag sin trup til de kommende Nations League-kampe mod Wales og Irland, og her understregede nordmanden, at Nicklas Bendter er velkommen på landsholdet efter en domsafsoning.

»Jeg ved også, at Nicklas har givet udtryk for i Norge, at han er meget ked af det, der er sket. Det er jeg også. Jeg er trist på Nicklas' vegne. For mig har han aldrig været symbol på en voldsmand,« sagde Åge Hareide.

Efter fredagens voldsdom spillede Nicklas Bendtner allerede søndag igen for Rosenborg.
Efter fredagens voldsdom spillede Nicklas Bendtner allerede søndag igen for Rosenborg. Foto: Wold, Ole Martin
Vis mere

Morten Crone Sejersbøl, tidligere sportschef hos B.T. Sport og i dag seniorrådgiver hos Geelmuyden Kiese, giver i 'XL' Jacob 'Gaxe' Gregersen ret.

»Jeg er helt vild enig. Det er sindssygt vigtigt. Enhver klub eller virksomhed må jo selv bestemme, om de vil have hvem som helst ansat. Sådan har jeg det. Jeg ville aldrig have ham ansat, men det, jeg også synes, er, at man kunne forlange af hele Fodbolddanmark og Fodboldnorge, at man tager mere afstand til det. Alle har travlt med at sige, at det er en uheldig eller dum situation,« siger Morten Crone Sejersbøl:

»Gå dog ud og sig til alle de unge og gamle drenge og piger, der ser fodbold, at det her er simpelthen så langt ude, at man begår vold på den måde. Nicklas Bendtner har jo ikke på noget tidspunkt angret. Han angrer ikke det mindste - han siger, at det er selvforsvar, men hvis man har fulgt sagen, kan man jo se, at det intet har med selvforsvar at gøre.«

Hertil lyder det fra Jacob 'Gaxe' Gregersen, at DBU på den måde har stået for 'helt vanvittig dårlig kommunikation'.

Også Per Frimann giver i 'XL' udtryk for, at Nicklas Bendtner burde være færdig i rødt og hvidt.

»Bendtner har ikke en fremtid på det danske landshold. Hvorfor ikke melde det klart ud: 'Vi vil ikke acceptere vold',« siger Per Frimann.

Nicklas Bendtner har anket dommen på 50 dages ubetinget fængsel, og sagen skal nu for landsretten.

Her er der endnu ikke berammet en dato for sagen.