Det bliver som ventet Søren Krogh, der overtager jobbet som cheftræner i OB.
Indtil videre har han været midlertidig afløser efter fyringen af Andreas Alm, men nu er det officielt, at han er styrmand fremadrettet.
Som B.T. skrev tidligere, er parterne blevet enige om en fastansættelse.
Det skriver klubben på sin hjemmeside og oplyser, at Krogh har fået en kontrakt frem til 2026.
»Søren har et klart billede af, hvad der førte klubben til den situation, vi er i lige nu, hvilket er en stor fordel i det arbejde, der er ved at blive planlagt til opstarten i januar.«
»Søren og jeg er lige nu i gang med at se, om der er justeringer, vi skal lave i trænerstaben og spillertruppen ud fra de prioriteringer, som Søren ønsker,« siger klubbens fodbolddirektør Björn Wesström.
Fynboerne overvintrer på 9. pladsen i Superligaen og er fortsat en del af nedrykningskampen, når sæsonen genstartes i foråret.
Det bliver uden tvivl Kroghs helt store opgave: At sikre overlevelse for OB.
Krogh har været i OB siden januar 2022, hvor han kom til som assistenttræner. Inden da havde han været ansat i både AaB og FC Nordsjælland.
Han har selv en fortid som Superligaspiller hos blandt andet Brøndby.