I Italien hærger der i øjeblikket en frygt for, at coronavirussen for alvor er ved at ramme landet.

Det har allerede haft den konsekvens, at flere Serie A-kampe søndag er blevet aflyst efter beslutning af de italienske myndigheder – blandt andet Christian Eriksens Inter mod Sampdoria, der skulle have været spillet søndag aften.

Det får nu også en form for konsekvenser for den kommende Champions League-kamp mellem Napoli og Barcelona.

Således skal samtlige Barcelona-spillere tjekkes for coronavirus, når de kommer ind i Italien, fortæller kilder til ESPN.

Det er især i det nordlige Italien, virussen har udbredt sig til hidtil, og med Napoli beliggende i det sydlige Italien er man ikke begyndt at tale om en aflysning af Champions League-kampen tirsdag endnu.

I stedet bliver Barcelona-spillerne tjekket, når de lander i lufthavnen mandag.

Her vil spillerne få foretaget et febertjek, og hvis en spiller viser noget som helst tegn på sygdom, vil de blive fragtet direkte til hospitalet, skriver ESPN.

Italien har registreret tre dødstilfælde som følge af coronavirussen, hvilket gør landet til det hårdest ramte efter Kina og Sydkorea.

Foruden Inter-Sampdoria blev også Atalanta-Sassuolo, Torino-Parma og Verona-Cagliari aflyst søndag.

Den nye danske Barcelona-spiller Martin Braithwaite skal ikke med holdkammeraterne til Italien.

Danskeren, der ekstraordinært fik et skifte til topklubben uden for transfervinduet, er kommet til klubben så sent, at han ikke kunne blive registreret til Champions League-truppen, og derfor venter der kun La Liga-optrædener resten af foråret for ham.

Napoli-Barcelona spiller tirsdag klokken 21 samtidigt med Chelsea-Bayern München. Begge kampe kan du følge med i LIVE her på bt.dk.