Sent søndag aften er der sorg og fortvivlelse foran King Power Stadium i Leicester efter nyheden om klubejerens død.

»Det er simpelthen frygteligt,« siger den 21-årige Leicester City-fan Jack Marson, der netop har modtaget nyheden om de i alt fem omkomne efter lørdagens helikopterstyrt.

Da B.T. møder den inkarnerede fan søndag aften foran stadion, er han i kulden mødt op med blomster og et klubhalstørklæde.

Sammen med fire andre omkom Vichai Srivaddhanaprabha i et helikopterstyrt på en parkeringsplads foran klubbens stadion lørdag aften.

Den inkarnerede Leicester-fan Jack Marson søndag aften foran klubbens stadion – få minutter efter, at han har modtaget den bekræftede nyhed om i alt fem dræbte under lørdagens helikopterstyrt, heriblandt klubejer Vichai Srivaddhanaprabha.
Den inkarnerede Leicester-fan Jack Marson søndag aften foran klubbens stadion – få minutter efter, at han har modtaget den bekræftede nyhed om i alt fem dræbte under lørdagens helikopterstyrt, heriblandt klubejer Vichai Srivaddhanaprabha. Foto: Jens Anton Havskov Hansen
Vis mere

»Han er en fantastisk mand, og det er et kæmpe tab for både Leicester og for fodbolden,« siger Jack Marson, der har fulgt klubben, siden han var lille dreng og år efter år har købt sæsonkort til stadion, og som også var til stede under lørdagens hjemmekamp mod West Ham, hvor den frygtelige helikopterulykke efterfølgende skete lige ude foran stadion.

»Han (Srivaddhanaprabha, red.) er sådan en mand, som alle klubber gerne vil have som deres leder, fordi han, i modsætning til mange andre, var en ægte fan,« siger Jack Marson, der søndag aften er mødt op i kulden foran stadion for at lægge blomster og et klubhalstørklæde.

»Han var en mand, der kom med en drøm, og han fuldførte drømmen. Han var den bedste af sin slags i verden. Man kunne ikke ønske sig mere,« siger den 21-årige inkarnerede fan om Vichai Srivaddhanaprabha, der blev 60 år, og som i 2010 opkøbte Leicester City.

Helikopterulykken lørdag aften skete kort tid efter, at Leicester City, med danske Kasper Schmeichel på mål, spillede 1-1 i hjemmekampen mod West Ham. Udeholdet havde bragt sig foran 0-1 tidligt i kampen, så da udligningen faldt blot et minut før slutfløjt, brød glæden løs hos 21-årige Jack Marson og alle de andre inkarnede fans af »The Foxes«.

Men glæde blev vendt til chok, da mange fans af hjemmeholdet på vej ud af stadion blev nærmeste øjenvidner til det mest tragiske øjeblik i den 134 år gamle fodboldklubs historie.

En tragedie, der har ramt klubben og hele Leicester præcist på samme måde, som byen ligger placeret på Englands landkort: nemlig lige i hjertet.

»Vichai har lige fra begyndelsen været en mand, der involverede sig i ikke bare fodbolden, men også alt muligt andet. Han elskede fodbold, han elskede klubben, og han elskede fansene. Han var generøs og samtidig ydmyg og venlig. Og han elskede byen, som han har gjort så meget godt for,« siger en trist Jack Marson til B.T.s udsendte.

»Jeg er meget ked af det. Det er et chok at få at vide, at han ikke er her mere. Leicester er ikke bare en klub. Det er som en familie,« siger han videre.

Mens Jack Marson sammen med en stor flok Leicester-fans trods fugtig og næsten vinterlig kulde bliver stående ganske stille og eftertænksomme foran King Power Stadium, funderer han over, hvad mandagen vil bringe efter det chok, der sent søndag aften blev bekræftet.

»Jeg aner ikke, hvad der skal ske i morgen (mandag, red.). Nogen gange tager jeg ud og ser holdet træne og står og opildner og råber på spillerne. Måske tager jeg derud. Jeg ved det ikke. Jeg er kommet her for at vise respekt og for at lægge et klubhalstørklæde til ære for vores ejer. Lige nu er jeg bare rigtig ked af det,« siger Jack Marson.

Og kaster så et sidste blik ud over det enorme blomsterhav, der bare bliver ved og ved at vokse i størrelse uden for King Power Stadium.

Hvorefter han trækker sin blå tophue med klublogoet en tak endnu længere ned og lusker væk.