Når DBU senere i dag løfter sløret for det seneste tiltag i jagten på landsholdssucces, er det med en række prominente herrer i hovedrollerne.

Mest lysende skinner landsholdsikonet Preben Elkjær, som bliver formand for en ny landsholdskomité, der også inkluderer to andre eks-landsholdsstjerner, Per Frimann og Lars Jacobsen.

'Landsholdskomitéen', som skal mødes fire til seks gange om året, skal rådgive DBU's bestyrelse og sikre 'fokus, koordinering og udvikling af de danske fodboldlandshold'. Men hvorfor har Elkjær takket ja til denne opgave?

»Jeg synes, det lød spændende at forbedre forholdene for de danske landshold. Jeg synes selv, at jeg har haft mange gode oplevelser med landsholdet, så hvis DBU spørger, om man kan hjælpe til, så bør man gøre det,« siger den folkekære eks-landsholdsangriber til B.T.

Preben Elkjær, kommentator på TV3 og tidligere landsholdsspiller.
Preben Elkjær, kommentator på TV3 og tidligere landsholdsspiller. Foto: Claus Bech
Vis mere

Elkjær siger, at han glæder sig til at stå i spidsen for den syv mand store komité, som også inkluderer blandt andre DBU-formand Jesper Møller og udenrigskorrespondent Lykke Friis. Han mener selv, at det er vigtigt, at DBU trækker på erfaringen fra tidligere spillere.

»Det er bestemt ikke en ulempe at hente folk ind, som har prøvet det selv inden for de områder, vi skal tage os af, og som stadig har med sporten at gøre. Det har både jeg, Per og Lars jo eksempelvis. Vi følger jo med qua vores arbejde som fodboldeksperter,« siger Elkjær.

DBU oplyser, at landsholdskomitéen skal sikre, at dansk fodbold på både kvinde- og herresiden er 'internationalt konkurrencedygtige målt på både kompetencer, set-up og matching'. Derudover skal komitéen også være med til at 'sikre en strategi i forhold til talentudvikling for dansk ungdomslandsholdsfodbold og bidrage til arbejdet med kommercielle og kommunikative strategier i forhold til branding og eksponering af DBU’s landshold'.

Umiddelbart lyder det som en stor mundfuld og et bredt emnefelt. Det er 61-årige Preben Elkjær enig i:

Preben Elkjær. Fodboldspiller. Vejle. September 1990. (Søren Lorenzen/Polfoto)
Preben Elkjær. Fodboldspiller. Vejle. September 1990. (Søren Lorenzen/Polfoto) Foto: Søren Lorenzen
Vis mere

»Der er mange opgaver, men så må vi tage dem fra en ende af. Alle de nævnte områder hænger jo sammen. Det er jo et spørgsmål om at kigge på landsholdene og finde ud af, om de har de rigtige ting for at blive succesfulde og vinde nogle fodboldkampe, for det er det, det handler om i sidste ende. Vi skal også kigge til udlandet og til andre forbund for at se på, hvad standarden er for de bedste.«

Den tidligere landsholdsstjerne fra 80'er-holdet med 38 landskampsmål på cv'et har allerede gjort sig sine tanker om landsholdene og DBU, men vil vente med at løfte sløret for de helt store mulige tiltag, som han vil anbefale, siger han.

»Vi klarer os godt, når man tænker på vores størrelse. Det er et positivt udgangspunkt, men selvfølgelig er der ting, der kan gøres anderledes. Men jeg vil ikke være mere konkret, før vi er kommet i gang med arbejdet i komiteen. Jeg vil godt have et møde med hele komiteen og finde ud af, hvor vi skal starte, og hvad vi skal kaste os over, før jeg kommer med den slags udmeldinger.«

Preben Elkjær fortsætter i sit virke som ekspert på Champions League-dækningen på dansk tv. Udover 'Landsholdskomitéen' nedsætter DBU samtidig 'Governance- og Udviklingskomitéen', 'Breddekomitéen' samt 'Prof-komitéen'.