Den argentinske VM-legende Leopoldo Luque er død i en alder af 71 år.
Det skriver flere internationale medier.
Ifølge ESPN blev Leopoldo Luque indlagt med covid-19 omkring jul, og han er aldrig kommet sig igen. Og mandag gik han så bort.
Leopoldo Luque var en af profilerne for Argentina, da sydamerikanerne i 1978 vandt VM-guld på hjemmebane.
Angriberen med det karakteristiske overskæg scorede fire mål i løbet af turneringen.
Han nettede blandt andet to gange i andet i en meriterende sejr på 6-0 over Peru, hvilket sikrede Argentina finalebilletten.
Og i finalen mod Holland – som argentinerne vandt 3-1 – var Leopoldo Luque også på banen i samtlige 90 minutter.
Hans død har udløst sorg i argentinsk fodbold, og Luques tidligere klub River Plate, sender denne afskedssalut på Twitter:
»Vi siger farvel til Leopoldo Jacinto Luque, en historisk figur i vores klub, helt fra '78 og en pryd for argentinsk fodbold. Farvel, verdensmester.«