Ingen bussemands-ballade her!

Dani Alves benægter anklagerne om, at han tørrede snot af i Cristiano Ronaldo i tirsdagens Champions League-nederlag til Real Madrid.

Den brasilianske højreback har måttet lægge ører til anklager om, at han - tilsyneladende lettere diskret - prentede en slimet snotter ind i Real Madrid-stjernens hvide trøje, men det affejer Alves altså indirekte på sin Twitter-profil.

»I mit job er det ikke smertefuldt at blive elimineret, for det er en del af jobbet, men at se og læse de her dumme ting... Jeg vil fortsætte med at konkurrere, som jeg altid har gjort, og så overlade den her nonsens til de dumme folk.«

Tv-billeder viser, at Alves først rensede næseborene, vendte rundt og dernæst løftede sin arm og - anklager nogle - tørrede snot af i Ronaldos ærme med den fedtede hånd, skriver flere internationale medier som Goal.com.

Inden den omtalte episode skulle Ronaldo have sparket ud efter Alves.

Alves og Ronaldo har haft mange dueller mod hinanden gennem tiden, blandt andet da førstnævnte spillede for FC Barcelona - Real Madrids ærkerivaler i Spanien.

Og allerede i de kampe har det stået klart, at parterne næppe ligefrem har hinanden på favoritlisten i telefonbogen, men Alves er ikke bleg for at sige, at han har stor respekt for Ronaldo - det har han tidligere sagt og også gentaget.

Real Madrid og ikke mindst træner Zinedine Zidane leverede et taktisk svendestykke især i første halvleg af opgøret, hvor man holdt hjemmeholdet, som var uden Neymar, fra de helt store chancer.

I den anden ende af banen grundlagde Ronaldo sejren med sin scoring til 1-0. Casemiro scorede sejrsmålet efter, at Edinson Cavani havde udlignet til 1-1.