Hvor skal du hen, Andreas?

Det spørgsmål har landsholdsstjernen Andreas Christensen fået mange gange til diverse pressemøder over de seneste måneder, og han har formentlig også fået det i sin dagligdag.

For kontrakten med den store Premier League-klub Chelsea løber ud denne sommer, og han er i utallige medier kædet sammen med et skifte til selveste Barcelona, der skulle være så godt som sikkert.

Men for nylig blev der sået tvivl om den transfer på grund af for lidt plads i den spanske storklubs lønbudget.

Derfor spurgte B.T. torsdag nok en gang den 26-årige nybagte far, da han torsdag var med til pressemødet forud for Danmarks landskamp mod Kroatien fredag aften.

Men Andreas Christensen efterlod os ikke med noget klart svar omkring hans nuværende transfersituation.

»Jeg kommer ikke til at gøre jer klogere. Jeg glæder mig til, at jeg kan. Men nej, det var ikke den slutning på sæsonen, som jeg havde håbet på. Lad os sige det sådan, men jeg håber snart, at der kommer noget ud omkring min fremtid.«

Men har noget ændret sig for dig over de seneste uger?

»Jeg tager det dag for dag, og der er ikke noget, der er ændret i mit liv. Jeg har det godt og er glad. Men jeg har selvfølgelig ikke spillet så meget fodbold, som jeg gerne ville have gjort. Men jeg håber, det kommer næste sæson.«

Hvornår forventer du at få din fremtid afklaret?

»Jeg håber snart. Ikke at det går mig på, for jeg tager det dag for dag, men det ville da være rart med noget afklaring.«

Andreas Christensen har som bekendt udløb i Chelsea denne sommer, og derfor kan han skifte transferfrit til andre klubber.