Søndag drager Juventus østpå for at spille mod Jens Stryger Larsen og Udinese.

Spekulationerne har den seneste tid raset om Cristiano Ronaldos fremtid. Og det hjalp da heller ikke, at den portugisiske superstjerne torsdag var udeladt fra Juventus' sidste træningskamp før sæsonstart, hvor de mødte deres eget U23-hold.

Forud for kampen mod Udinese afholdt klubben et pressemøde, hvor Juventus-træner Massimiliano Allegri gav status på Ronaldos situation.

»Ronaldo spillede ikke torsdag, fordi han har arbejdet hårdt til træning. Jeg gav ham tid til at restituere, så han er klar til at spille søndag,« siger han på lørdagens pressemøde.

PAU BARRENA

Til pressekonferencen blev Allegri spurgt, om han ved noget om, hvor Ronaldo spiller i denne sæson.

Juventus-træneren fortæller, at han har læst i medierne, at Ronaldo bliver rygtet til andre klubber, men der er ikke noget at frygte.

»Han har aldrig fortalt os, at han ønsker at forlade klubben. Han har sagt til mig, at han bliver i Juventus,« siger Allegri.

Altså lader det ikke til, at der er hold i rygterne om, at Ronaldo skifter til Manchester City, Manchester United eller til nogen som helst anden klub.

Cristiano Ronaldo blev i 2018 købt fra Real Madrid for cirka 117 millioner euro (870 millioner kr., red). I sidste sæson scorede han 29 mål i 33 kampe i Serie A.

Den portugisiske legendes kontrakt med Juventus udløber i juni 2022, efter sæsonen slutter i Italien.