Et vildt rygte er pludselig dukket op på de sociale medier – at den tidligere danske Superliga-profil Alexander Bah vil skifte landshold og fremover repræsentere Gambia i stedet for Danmark.

Rygtet har bredt sig så hurtigt, at det også nåede ind i omklædningsrummet i hans klub, Slavia Prag, men Bah skyder det helt og aldeles ned.

»Jeg ved ikke, hvor det er kommet fra. Jeg så noget på Instagram, og alle de afrikanske spillere her i klubben kom ind og spurgte mig, om det var rigtigt, men det er det ikke. Inden EM-udtagelsen sagde jeg, at jeg var dansker lige meget hvad, og sådan har jeg det stadig. Jeg har ingen intentioner om at skifte landshold,« siger Alexander Bah, der har gambisk far.

»Jeg er blevet ringet op af den gambiske landstræner og er selvfølgelig smigret over, at de ville have mig. Det gør mig utroligt stolt på min fars vegne, men jeg drømmer om at blive fast landsholdsspiller for Danmark,« lyder det fra den omskolede højreback, der er en del af Kasper Hjulmands skyggehold til EM, hvis der skulle opstå uventede skader i truppen inden slutrunden.

»Hjulmand har ringet mig op og sagt, at jeg skal holde mig klar, hvis der skulle ske noget. Det kan godt være, at jeg ikke kommer med denne gang, men så håber jeg på, at jeg igen vil komme på landsholdet efter EM.«

Alexander Bah fik i november sin landsholdsdebut i venskabskampen mod Sverige, da han blev skiftet ind og scorede i 2-0-sejren.

Der har givet ham en masse blod på tanden.

»Jeg ser mine muligheder som gode for at komme på landsholdet igen. Jeg er kun 23 år, så jeg er slet ikke kommet dertil, at jeg ville skifte landshold. Det var noget andet, hvis jeg var 30 år og ikke havde fået debut endnu.«

Alexander Bah afslutter i den kommende weekend sæsonen i Slavia Prag, hvor han er blevet mester med klubben i sin første sæson.

Derefter venter ferie i Danmark, medmindre Kasper Hjulmand pludselig ringer.