Daniel Aggers firma Kloagger skal en tur i retten.

Det skriver Se og Hør på baggrund af et anklageskrift, man har fået aktindsigt i.

Ifølge mediet skal Kloagger have forbrudt sig på en særlovgivning, da man har givet indtryk af, at Kloagger er en autoriseret kloakmestervirksomhed på firmaets hjemmeside. Men det er dog ikke tilfældet, lyder det i anklageskriftet, og derfor er sagen endt hos Københavns Vestegns Politi.

I værste fald kan det betyde dagsbøder a 1.000 kroner, indtil den angiveligt vildledende information er fjernet fra hjemmesiden.

Kloagger har eksisteret siden 2012.
Kloagger har eksisteret siden 2012. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Kloagger-firmaet udfører kloakservice, tv-inspektion og slamsugning på Sjælland og har ellers ikke været ramt af den store modvind i sin levetid. I efteråret kunne man nemlig præsentere et rekordoverskud på 5,7 millioner kroner.

Daniel Agger er hovedaktionær og bestyrelsesformand i firmaet, og det er en del af en række andre investeringer. Den tidligere fodboldspiller har også smidt penge i tatoveringsplatformen Tatoodo, værtshuset Center Pub Hvidovre og investeringsselskabet Masada.

Agger, der tidligere har spillet for Brøndby og Liverpool, stoppede karrieren i 2016.

Siden har han bosat sig i Spanien, hvor han har bygget et hus i Malaga.