Skal mænd, der føler sig som kvinder, kunne spille fodbold mod biologiske kvinder? Det afgør en skelsættende afstemning i DBU Jylland om et par timer.
Mille Sørensen er ikke i tvivl om, hvad hun ville stemme – derfor deltager hun netop nu, sammen med stribevis af ligesindede kvinder, i en demonstration mod DBUs planer.
»Åbner man kvinderækken for biologiske drenge og mænd, så ødelægger man hele fundamentet for sport. Nemlig fairness. Det er et vanvittigt signal at sende,« forklarede 30-årige Mille, da B.T. fangede hende forud for demonstrationen.
Hun er midlertidig talskvinde for Gruppen for Kvinderettigheder, der står bag dagens demonstration mod DBU.

Forslaget, der skal stemmes om, er helt konkret, at det fremover i breddefodbold skal være muligt for en transkønnet, interkønnet eller nonbinær person selv at vælge, hvilket køn vedkommende spiller med.
»Men lige meget hvordan man identificerer sig, så ændrer det ikke på den krop, man tager med ind på banen. Så mænd, der har gennemgået en pubertet, får en masse biologiske fordele,« siger Mille, der selv spiller fodbold til hverdag.
Hun bakkes op af videnskaben. Til B.T. har idrætsforsker Ask Vest Christiansen forklaret de fysiske forskelle på mænd og kvinder.
»I udholdenhedsidræt er der en forskel på 10-15 procent. I idrætter, der er mere eksplosive, og hvor der er mere overkropsstyrke involveret, er forskellene større og stiger til op mod 30-50 procent,« forklarede han.
Hvis forslaget skal vedtages, så kræver det to tredjedeles flertal, og så vil det blive indført som et forsøg fra sommeren 2025 og frem til sommeren 2027.
»Det er et skred i kvinderettigheder, fordi du er inde og pille ved kvinder og pigers ret til at spille fodbold på samme vilkår som mænd og drenge, indenfor de sikkerhedsrammer, man kender og har samtykket til.«
Men der er tale om bredde- og ikke elitefodbold. Og er det ikke netop bredde, der skal kunne rumme alle?
»Alle kan allerede spille fodbold i deres egen kønsrække. Drenge- og herrehold skal også kunne rumme feminine mænd, og hvis nogen ikke føler sig velkommen dér, så er det der, DBU bør sætte ind med fællesskabsskabende initiativer,« siger Mille Sørensen.

DBU Jyllands delegeretmøde i Herning begynder klokken 9 og forventes afsluttet klokken 15.
Hvordan tror du, afstemningen kommer til at gå?
»Jeg har ingen idé lige nu. Jeg er bange for, at det at der er tale om en forsøgsperiode gør det mere spiseligt for mange. Men kvinder og piger er altså ikke forsøgskaniner.«
DBU har ikke ønsket at give en kommentar til denne artikel.
I stedet henvises der til en »FAQ på hjemmesiden, der er udarbejdet med henblik på at undgå misforståelser i debatten.«
DBUs direktør, Erik Brøgger Rasmussen, har tidligere forsvaret åbningen af kvinderækkerne således:
»Hos DBU arbejder vi hver dag for, at fodbolden kan rumme og afspejle hele samfundet,« samt at:
»Som Danmarks største idrætsforbund ønsker vi at gå forrest og sikre en tryg og inkluderende fodboldkultur.«