»Det var på grænsen til, at det kunne gå galt.«

Sådan lyder det fra en ærlig Patrik Wozniacki, der nu fortæller om de store problemer, der er med betting-kulturen i dansk fodbold, og hvordan han selv oplevede det på nært hold i sin tid i FC Nordsjælland i midten af 00'erne.

»Spillerne snakker dagligt om at spille – før, under og efter træning. Jeg siger ikke, at folk oddser under træning, men man skal altid lige have et væddemål op at stå og have noget på spil. Det tror jeg bare er en del af en fodboldspillers hverdag. Jeg startede selv med at spille, da jeg var 15-16 år og gik ned og spillede i kiosken,« siger Patrik Wozniacki i podcasten 'Radio Afhængig'.

Spillerforeningen har tidligere meldt ud, at de vurderer, at op imod en tredjedel af alle professionelle fodboldspillere i Danmark har et reelt spilleproblem. Det overrasker ikke Patrik Wozniacki.

Den tidlige introduktion til spil og en tilværelse som professionel fodboldspiller, hvor betting var en stor del af hans hverdag, blev nemlig hurtigt til et problem for ham.

»Jeg husker selv min tid i FC Nordsjælland, hvor der ikke var de her regler endnu om, at man ikke måtte spille på sit eget hold. Vi fik en bonus for at få point i kampene, men vi fik ingen penge for at tabe kampe. Så var der jo nogle, der var inde og spille på, at vi tabte. Så var du jo sikret en bonus, ligegyldigt hvad udfaldet af kampen blev. Sager om det begyndte så at dukke op, og det blev hurtigt ændret derefter.«

Det nåede dog til et punkt for Patrik Wozniacki, hvor det kunne have haft store konsekvenser for hans tilværelse.

»Jeg har selv spillet rigtig meget. Det tangerede det usunde, men det var aldrig sådan, at jeg ikke kunne betale mine regninger. Men det var på grænsen til, at det kunne gå galt.«

Patrik Wozniacki var derfor, ifølge ham selv, 'heldig', da han var i stand til selv at håndtere spilleproblemet, før det var for sent.

»Heldigvis har jeg været så mentalt stærk og kunne sige til mig selv, at 'nu stopper jeg'. Nu har jeg ikke spillet i over et år – plus/minus en kupon til 200 kroner her og der.«

Patrik Wozniackis dårlige forhold til spil havde rod i hans aktive fodboldkarriere. Han snakkede selv med flere spillere om, at de havde oplevet, at det var så stort et problem for mange, at de oplevede spillere i omklædningsrummet i pausen af en kamp, der skulle tjekke resultater på mobilen.

Han ser det fortsat som et stort problem i dag, hvor der er store mangler i forhold til at håndtere sagerne, der omhandler spillernes problemer med gambling.

»Klubberne skal gå mere ind og bakke op om deres spillere, hvor jeg synes, man oftere ser, at spillerne får revet kontrakten over. Så kan spillerne klare sig selv, fordi klubben ikke har brug for, at en spiller sætter et plettet ry på klubbens logo. Det virker det nærmere til.«