Selvom det efterhånden er flere måneder siden, at fodbold-VM blev afviklet i Frankrig, er Nadia Nadim stadig negativt påvirket af, at Danmark kiksede kvalifikationen.

»Det gør ondt i hjertet. Men det er en del af sporten, at man ikke altid kan deltage i det, man gerne vil,« siger det danske fodboldlandsholds angrebsprofil.

B.T. møder hende til en snak i Viborg forud for Danmarks kamp – tirsdag aften – i EM-kvalifikationen mod Georgien.

»Det er et hold, som vi bør kunne besejre. Vores mål her og nu er, at vi sikrer os adgang til EM-slutrunden i 2020. Jeg synes, vores chancer ser fine ud, da vi et stykke tid har været godt kørende,« siger Nadia Nadim.

Om et par måneder fylder hun 32 år.

»Jeg synes, jeg er i god form. Planen er, at jeg spiller videre på det danske landshold, så længe jeg har lyst. Og den er altså rigtig stor i øjeblikket,« siger Nadia Nadim, der slår fast med syvtommersøm, at hun trives i den franske topklub Paris Saint-Germain.

»Jeg er landet et godt sted, hvor ambitionerne matcher mine. Min kontrakt udløber til sommer. Hvis de til den tid gider mig, og jeg i øvrigt gider dem, fortsætter jeg dernede. Ellers må jeg ud at opleve noget nyt,« siger Nadia Nadia.

Hun har bemærket, at det internationale fodboldforbund, Fifa, over de næste fire år vil investere intet mindre end 6,7 mia. kroner i udviklingen af kvindefodbold.

»Jeg synes, det er en fantastisk nyhed. Ønsker man ændringer, skal påvirkningen komme fra toppen og derfra sprede sig til bredden. Det synes jeg, at Fifa og DBU er godt i gang med. De penge, der investeres, vil efter min mening kunne flytte kvindefodbolden op på et endnu højere niveau, end tilfældet er i dag,« siger Nadia Nadim.

Forud for EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Georgien har landstræner Lars Søndergaard blandet sig i debatten om, at vilkårene omkring det danske kvindelandshold skal forbedres.

»Jeg er enig med ham, og det er godt, at han får sine synspunkter fremført,« siger Nadia Nadim.

Lars Søndergaard påpeger, at hans opfordring ikke skal betragtes som brok.

»Jeg er udmærket tilfreds med tingenes tilstand omkring landsholdet, og jeg fornemmer helt klart, at DBU tager landsholdet alvorligt. Vi har i dansk kvindefodbold et talentfuldt råmateriale. Kan vi ressource- og kompetancemæssigt være nogenlunde på højde med vores konkurrenter, tror jeg, at der venter os en lovende fremtid,« siger Lars Søndergaard.

Det danske kvindelandshold ligger nummer 15 på Fifas verdensrangliste.

»Set i et internationalt perspektiv er kvindefodbolden inde i en rivende udvikling. I den forbindelse investerer de store nationer enorme summer penge stabs-, aktivitets- og facilitetsmæssigt. Målet er, at vi kvalificerer os til EM. Lykkes missionen, vil vores muligheder for fortsat udvikling af holdet blive øget væsentligt,« siger Lars Søndergaard.

Hans landstræner-kontrakt er gældende frem til sommeren 2021.