Kasper Schmeichel er en af de største profiler på det danske landshold i dag.

At stå på mål for landsholdet betyder noget helt særligt for den danske keeper, der til daglig tørner ud for Leicester i Premier League.

Men selvom han i dag er en af de vigtigste spillere i Åge Hareides trup, så har det ikke altid været sådan, og den danske keeper har oplevet at føle sig overset på et tidspunkt, hvor han selv følte sig klar.

»Jeg følte, jeg blev overset. Så tiden skylder lidt.«

Kasper Schmeichel under træningen på Aviva Stadium i Dublin søndag den 17 november 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Kasper Schmeichel under træningen på Aviva Stadium i Dublin søndag den 17 november 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019) Liselotte Sabroe

»Den der følelse af ikke at få chancen, da jeg var yngre, mens jeg selv følte, jeg havde niveauet til det, og følelsen af at blive overset ligger stadig dybt i mig,« fortæller Kasper Schmeichel i et interview til Kanal 5.

Landsholdet er noget, han glæder sig til hver gang, og Kasper Schmeichel har lært at nyde det. Det er noget, målmandstræner på landsholdet, Lars Høgh, har lært ham.

»Jeg har kun spillet 51 kampe, så det er ikke mange, man får lov til i sin karriere. Så det skal satme nydes, når man får lov,« fortæller Kasper Schmeichel i interviewet.

Derfor gør det også ondt på ham, når folk beskylder de danske landsholdsspillere for at være grådige, som det senest skete i forbindelse med den omfattende landsholdskonflikt.

»Der er ikke en eneste spiller, der er der for pengene. Det er så ubehagelig en påstand, og specielt når det betyder så meget for en, og man bruger så meget tid på det,« siger han.

SE HELE INTERVIEWET MED KASPER SCHMEICHEL I TOPPEN AF ARTIKLEN.