Landstræner Åge Hareide skal kigge dybt i værktøjskassen inden den vigtige kvalifikationskamp mod Schweiz om et par uger, hvis Danmark skal spille sig nærmere EM.

Nu får landstræneren lejlighed til at se på rigtigt værktøj fra allernærmeste hold.

Når han på mandag udtager sit landshold til storkampen mod Schweiz og venskabskampen mod Luxembourg, bliver det nemlig ikke i vante rammer på DBU Allé eller i Parken. I stedet udtager Hareide sine 23 udvalgte på et pressemøde i et byggemarked på Frederiksberg.

'Pressemødet afholdes hos STARK på Frederiksberg i anledning af, at DBU og STARK netop har indgået et partnerskab omkring herrelandsholdet,' hedder det i en meddelelse fra DBU.

(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Byggemarkedet på Frederiksberg ligger sammen med STARK's hovedkvarter. Men det bliver i nogle lidt anderledes rammer, Åge Hareide viser sig offentligt for første gang, siden han fik en infektion i knæet – og for første gang siden det blev offentliggjort, at Kasper Hjulmand overtager hans landstrænerjob til næste sommer.

»Jeg havde det skidt undervejs. Specielt når der kom to landskampe oven i det hele. Så det var hårdt. Men nu er det lagt bag mig, og nu ser vi fremad,« sagde Hareide tidligere på ugen om sin sygdomsperiode.

»På en skala fra 0 til 10 er jeg 10 i glæde over at komme tilbage. For fodbold har været mit liv, og pludselig bliver det taget fra mig,« lød det videre i snakken, der blev lagt ud på DBU's egen Twitter-konto.

Men nu vender landstræneren altså tilbage efter sygdomsperioden, der kostede ham kampene mod Gibraltar og Georgien. Og rammen for hans tilbagekomst bliver altså et byggemarked på ydre Frederiksberg.