Han er norsk. Dansk landstræner. Og har trænet Malmö FF.

Åge Hareide er nok en af dem, der har mest investeret i storkampen mellem FC København og Malmö FF. En kamp, der ikke bare afgør, hvem af de to der tager en tur mere i Europa-karrusellen efter nytår.

Den bliver også en muskelmåling mellem to af de klubber, der gerne vil være Nordens største.

»FCK er jo størst med de ressourcer og resultater, som de har haft gennem tiden. Det er den største klub i Norden - utvivlsomt. De har gjort det fantastisk i Europa gennem lang tid. Sidst de var i Champions League, gik de også videre til Europa League. Det er en god præstation. Det har nok en del med kulturen at gøre, at de kommer videre,« siger Åge Hareide til B.T.

Foto: GIAN EHRENZELLER
Vis mere

FC København målte sig tidligere på efteråret op mod de svenske rivaler fra den anden side af Øresund. Det endte 1-1 i en meget tæt kamp og gav i hvert fald ikke noget entydigt svar på, hvilken af de to klubber der står stærkest lige nu.

Måske kampen i Telia Parken vil give et bedre billede af det.

»Der er rivalisering. Og der er også rivalisering mellem to lande, som ligger meget tæt på hinanden. Det er måske de to bedste klubber i Norden, som ligger med bare en bro imellem sig. Det er meget specielt,« siger Åge Hareide og fortsætter.

»Malmö har et mål om at blive gode og har fået større økonomiske muskler. Specielt efter de har været i Champions League. Men jeg tror, det tager tid for at komme op på samme niveau som FCK. FCK har så meget rutine med det her og ved, hvordan det fungerer. Ståle har stor kontrol på situationen, hvis jeg kender ham ret. Han ved nøjagtigt, hvor Malmö har sine stærke og svage sider.«

Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Stærke og svage sider i en enkelt kamp er en ting. Noget andet er styrkeforholdet over tid.

Her har FC København længe vist sig frem med deltagelse i både Champions League og Europa League. Malmö FF kommer dog snigende med to gruppespil i Europa League og to i Champions League inden for de seneste seks år.

»Malmö vil gerne overtage FCK’s rolle. Det må de kæmpe for, for FCK har haft den dominerende position i Norden i mange år, hvor de har været med og gjort det godt i både Champions League og Europa League. Det vil tage tid, hvis de vil overhale FCK,« siger Åge Hareide og fortsætter.

Der bliver tale om en finale i gruppen. FC København kan nøjes med uafgjort for at gå videre, mens Malmö FF skal vinde, hvis ikke de skal være afhængige af et Dynamo Kiev-fejltrin for at gå videre.

Foto: ANDERS BJURO
Vis mere

»Det bliver en kæmpe kamp. Du har FCK, som på mange måder har rutine og erfaring, og du har en træner, som, jeg tror, har stor kontrol på situationen. Og så har du et hold, som er ambitiøst, og Markus Rosenberg med sin sidste kamp. Det bliver en speciel kamp, for Malmö tager mange fans med. Det bliver en fin kulisse også.«

Har du et hold, du holder med i den kamp?

»Jeg må være helt neutral i den kamp. Jeg håber selvfølgelig på fremgang for dansk fodbold, men jeg har haft en fin tid i Malmö, som er en fantastisk klub at være i. Jeg ønsker dem alt godt i forhold til at få fremgang. I udgangspunktet holder jeg mig helt neutral og kigger på de danske spillere, som er med. Det er mit arbejde,« siger Åge Hareide.

Det er torsdag aften klokken 18.55, at FC København møder Malmö FF i Europa League.