Åge Hareide har haft rigeligt med muligheder for at få et nyt trænerjob.
Det afslører den nu tidligere danske landstræner i et interview med svenske Fotbollskanalen.
»Min agent har været i kontakt med klubber, men op til EM, som nu er blevet udsat, ønskede jeg ikke at fokusere på, hvad der skulle ske efter slutrunden. Jeg har heller ikke tænkt så meget over det, men derimod fokuseret på at lytte til de retningslinjer, der er lige nu, og forsøgt at undgå at blive syg,« siger Hareide.
Den 66-årige træner har i sin karriere haft en lang række job i de nordiske lande, og det er da også herfra, der har været størst interesse, forklarer han.
»Jeg har haft det godt i Norden. Jeg har haft mulighed for at prøve noget andet, men jeg synes, jeg har haft nogle rigtig gode job i de nordiske lande. Jeg havde ikke behov for at rejse væk. Der har bestemt også været tilbud fra de nordiske lande – også for nylig – men coronavirussen har sat en stopper for det hele,« siger Åge Hareide til Fotbollskanalen.
På grund af corona-krisen måtte Åge Hareide forlade jobbet som dansk landstræner i utide.
Han skulle som sin sidste opgave have stået i spidsen for Danmark ved EM, men da slutrunden blev udskudt, var det samtidig et farvel til Hareide, der allerede sidste sommer fik at vide af DBU, at han ville blive udskiftet med Kasper Hjulmand efter EM.
Åge Hareide har været træner siden 1985 og er blevet mester i både Danmark, Sverige og Norge.
Han har trænet Molde, Helsingborg, Brøndby, Rosenborg, Örgryte, Viking og Malmö – og så har han været landstræner i Norge og Danmark.