Københavns Politi har sigtet 62 personer efter et masseslagsmål i forbindelse med FCK – Brøndby 12. juli i år.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

I alt er der rejst 130 sigtelser, der indebærer blandt andet grov vold og 'grov forstyrrelse af den offentlige orden'.

Masseslagsmålet fandt sted på Vesterbro i forbindelse med Superligakampen mellem FCK og Brøndby, hvor fans fra de to hold kom op at toppes.

Sådan så det ud 12. juli i år.
Sådan så det ud 12. juli i år. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Det er helt uacceptabelt at bruge fodbold som en undskyldning for at slås, og det grundige politiarbejde og de mange sigtelser sender et tydeligt signal til alle fodboldbøller om, at vi kommer efter dem,« siger politikommissær Simon Øgendal fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.

15. september i år blev 14 af de involverede så anholdt i en større aktion. Blandt andet for at have udøvet grov vold mod en 16-årig dreng fra den modsatte gruppering. To personer er allerede blev dømt. En 21-årig mand er blevet dømt et års ubetinget fængsel for vold mod en betjent, mens en 16-årig dreng har fået fem måneders betinget fængsel for at have kastet flere genstande.

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Men det stopper ikke her, lyder det fra politiet. Flere personer kan stadig blive sigtet.

»Nu fortsætter den videre efterforskning af sagerne, og jeg vil ikke afvise, at der kommer flere anholdelser. Vi har stadig en mindre gruppe personer, som vi mener har deltaget i slagsmålet, og dem leder vi efter, så de kan blive holdt ansvarlig for deres handlinger,« siger Simon Øgendal.

På banen endte kampen mellem FCK og Brøndby 0-0 i Parken.