En ung fodboldtræner, der var smittet med coronavirus, er søndag afgået ved døden.

21-årige Francisco Garcia med kælenavnet 'Fran' døde pludseligt søndag på hospitalet i Malaga efter at være blevet konstateret smittet af virussen.

Det skriver lokalmediet Malaga Hoy.

Den 21-årige mand var fodboldtræner i klubben Atlético Portado Alta, der på Facebook bekræfter dødsfaldet.

Francisco Garcias dødfald er blandt de hidtil yngste offentligt kendte tilfælde i landet. I Italien, der er blandt de hårdest ramte lande, er en 38-årig mand noteret som det yngste dødsfald blandt personer, der har været smittet med virussen indtil videre, skriver Mirror.

Da Francisco Garcia blev konstateret smittet med coronavirus, fandt lægerne også ud af, at den 21-årige mand også var ramt af leukæmi, hvorfor dødsfaldet er et eksempel på, at yngre mennesker, der lider af anden alvorlig sygdom, er svært udsatte i denne tid.

Den 21-årige spanier var blevet indlagt fredag, og så sent som klokken 19 søndag var han stabil, fortæller klubpræsidenten i Atlético Portado Alta, Pepe Bueno, til Malaga Hoy.

»Han var en god, ung dreng og en dygtig træner. Vi er stadig i chok, for klokken 19 søndag ringede de og sagde, at han var stabil, efter han var blevet indlagt fredag.«

»En time efter... Jeg kan ikke tro det, det virker så umuligt,« siger Pepe Bueno til Malaga Hoy.

I Spanien har coronavirussen i de seneste dage for alvor ramt hårdt. I Malaga-området er fem døde af sygdommen, hvoraf de fire øvrige ud over Francisco Garcia var over 70 år.

Søndag havde 288 personer mistet livet, hvoraf mere end 100 personer havde mistet livet inden for 24 timer søndag eftermiddag. 2.000 mennesker var konstateret smittet med coronavirus i samme tidsrum.

Du kan her følge med i B.T.s livedækning og få seneste nye i cornavirussens udvikling.