Stiv pik – og hold op, det kører!

AGFs angrebsstjerne Patrick Mortensen gjorde, hvad han kunne for at sende aftenkaffen galt i halsen på de tv-seere, der var tunet ind på fodboldmagasinet 'Onside' søndag aften.

»Højer går fuldstændig helt vanvittigt heroisk ned og redder bolden. Der står jeg oppe på midterlinjen og får nærmest stiv pik over, hvor vanvittig en redning, det er. Det er fantastisk at se.«

Sådan lød de bramfri ord fra angriberen, da han skulle beskrive en kampafgørende situation i AGFs 1-0-sejr over Lyngby (se klippet herover). Og det bliver han nu hyldet for.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Alle kom til at grine, tror jeg. Det kommer så uventet. Han står og fortæller helt nøgternt, men så viser det sig, at han har haft liv i svulmelegemerne. Jeg synes, at Patrick Mortensen er fremragende både på og uden for banen,« siger kommunikationsekspert Morten Crone i denne uges udgave af 'Fodbold FM'.

I B.T.s ugentlige fodboldpodcast diskuterede panelet, hvem der gør det bedst og er mest spændende at opleve, når de optræder i medierne.

Her var det oplagt at pege på Patrick Mortensen for både Morten Crone og tidligere fodboldspiller Sandro Spasojevic, som også var en del af 'Fodbold FM'-panelet.

»Jeg synes, det er sjovt, når spillerne viser lidt kant, og egentlig viser han bare, hvem han reelt set er: I stedet for at pakke det ind i flotte gloser fortæller han det, som han ville sige det i omklædningsrummet. Det er der noget befriende ved. Men alt med måde, man skal nok ikke gøre sådan hver gang, men han tager den op denne ene gang, og det, synes jeg, er fint,« siger Spasojevic.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Foruden Patrick Mortensen fremhævede panelet Superliga-profilerne Viktor Fischer, Jonas Wind, Jesper Lindstrøm, Erik Sviatchenko og Vito Mistrati som spillere, der på hver sin måde byder på noget interessant: Humor, lune, indsigt eller noget helt fjerde.

Lyt til denne uges 'Fodbold FM' for at høre hele debatten, og om hvorfor netop de spillere fremhæves.

Panelet debatterede derudover også, hvorfor der er så få fuldblodsangribere i Superligaen, og analyserer forårssæsonens første runder i Superligaen i bund.