Lykken er på få uger vendt, og smilet er tilbage hos Christian Eriksen i Inter. I weekenden spillede han en hovedrolle i 3-0-nedslagtningen af rivalerne fra AC Milan i det store italienske topbrag, og nu stormer han sammen med Inter mod guldet.

Dermed er situationen for den danske fodboldstjerne i den italienske topklub vendt, efter at han i januar var dømt færdig, ude og uønsket. Men hvordan i alverden er det gået til, at Eriksen på få uger er gået fra persona non grata, som skulle væk fra Inter i transfervinduet, til populær profil på træner Antonio Contes succesmandskab?

»Conte har givet ham en anden rolle. Eriksen smider ikke bolde væk og laver ingen fejl. Det har Conte indset, og det kan han godt lide. Han har lært at stå lidt længere tilbage på banen og skal sørge for at holde disciplinen og dække op. Men han får stadig lov til at lave dybdeløb indimellem. Og han var jo med i et af målene mod Milan. Og så er han begyndt at tale italiensk. Det kan de godt lide ned i Italien. Så han er kommet ind i varmen,« siger fodboldjournalist Karsten Krogh, som er ekspert i Serie A, i denne uges udgave af 'Fodbold FM'.

Kontrasten er slående. Billederne herunder illustrerer meget fint Eriksens genfødsel i Inter. Det første er fra målfejringen mod Milan i søndags, mens det andet er fra efteråret efter endnu en skuffende Eriksen-præstation:

Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Fodboldkommentator Morten Glinvad, som sammen med Karsten Krogh udgjorde 'Fodbold FM'-panelet, er enig i den udlægning og har stor ros tilovers for Eriksens håndtering af modgangen i sit første år i Inter.

»Det viser noget rygrad og mental styrke og fodboldmæssig klasse, at han har kunnet stå igennem al den her modgang, han har været i, og stille og roligt har arbejdet sig ind på det her Inter-hold. Det er ikke mange uger siden, hvor jeg ikke troede, at det ville ske. Kort efter transfervinduet var lukket i – i starten af februar – sad han for eksempel igen på bænken i hele kampen mod Fiorentina. Der virkede det, som om det ikke ville komme til at lykkes for ham i Inter,« siger Glinvad.

Antonio Conte har flere gange fortalt, at han håbede på at se mere vildskab fra sin dyre danske midtbanespiller, som kom til Inter for et år siden, og kritikere har ment, at han offentligt burde erklære sig utilfreds med at sidde så meget på bænken. Men det ligger ikke til Eriksen, som har forholdt sig diplomatisk, og i sidste ende har det måske givet pote, mener Glinvad.

»Han har fået kritik for ikke at have så meget udstråling, personlighed og temperament og alt det her, og at han skulle have trådt mere i karakter og vist sin utilfredshed med sin situation. Men måske er det noget af det modsatte, som har gjort, at han rent faktisk er kommet ind på holdet. Han har ikke skabt problemer og i stedet opført sig professionelt, hvilket har givet ham chancen igen,« siger Morten Glinvad.

Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Foruden Eriksens nye gunstige situation i Inter debatterede 'Fodbold FM'-panelet, hvornår Kylian Mbappe og Erling Braut Haaland får vippet Cristiano Ronaldo og Lionel Messi af fodboldtronen, hvad Nicklas Bendtners fodboldeftermæle bliver, samt hvilke spillere der har leveret de største danske Champions League-øjeblikke gennem tiden.

'Fodbold FM' er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Her debatterer aktører fra fodboldverdenen de vigtigste begivenheder og emner fra ind- og udland. Vært er Steffen Gronemann. Følg 'Fodbold FM' på Facebook og på Twitter.