Efter fem sæsoner og 35 afsnit var der i aften pludselig nervepirrende dårlig stemning på 'Badehotellet'.

Fronterne er så småt ved at blive trukket op. Med handlingen rykket frem til 1939 venter Anden Verdenskrig lige om hjørnet, og da Lars Ranthes grosserer Madsen i sin fuldskab afbryder hyggen og sætter evighedspessimisten hr. Aurland på plads, virker 'Badehotellet' forandret for altid.

TV2's successerie har altid været et hygge-spil, hvor det mest er gået op i romantiske forviklinger, og hvor kun en sidehistorie om skjult homoseksualitet har haft noget seriøst på spil.

Grosserer Madsen repræsenterer datidens forretningsfolk, der tjener penge på tyskerne og kun ser forblændet på nazisternes indtog.

Grosserer Madsen (Lars Ranthe) og fru. Madsen (Anne Louise Hassing).
Grosserer Madsen (Lars Ranthe) og fru. Madsen (Anne Louise Hassing). Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Da han ikke længere orker at høre på humanisten hr. Auerlands klagesang om Hitlers rædsler, slår det klik, og i en fremragende svada får han samtidig dræbt elefanten i rummet og italesat sidehistorien om, at hr. Auerland har mistet sin kone til en af hotellets andre gæster, hr. Weyse.

Her var der for første gang længe endelig bid i 'Badehotellet', og nu kunne det for alvor være interessant, hvis serien tog en mørkere drejning ved indgangen til Anden Verdenskrig. Tænk sig, hvis grosserer Madsen gik hen og blev nazist?

Skænderi-scenen bliver selvfølgelig hurtig punkteret af hr. Weyse, der straks sætter sig til at synge en munter sang ved sit klaver, så revolutionen udebliver i første omgang.

Sjette sæson bærer også stadig lidt præg af for tilbageskuende handlingstråde.

Vi ved jo godt, at Amandas (Amalie Dollerup) mand, Max, er skrevet ud af serien, så hvorfor bruge tid på at snakke om, at han måske/måske ikke dukker op?

Vekselerer Molin (Søren Sætter-Lassen) er også ret kedelig med sit forsøg på at vinde sin kone tilbage, som han brugte hele sidste sæson på at skubbe fra sig, og så er Leslie Frigh og hans vattede jagt på den nye stuepige også lidt for intetsigende.

Hr. Weyse er som altid god, når han snyder sin psykolog med et opdigtet barndomstraume, og så virker lillesøster Vera også til at have nye skjulte sider.

Men alt i alt, så lad os få mere dårlig stemning på det så pæne badehotel.