Har du forud for lørdagens stort anlagte DR-sangshow 'Melodi Grand Prix' udset dig et særligt hit? En sang, du bare hører meget mere end alle de andre bud?

I så fald er du ikke alene. Det har DRs radiokanaler også.

Således står det ved en gennemgang af DRs egne statistikker klart, at særligt ét bud på en 'Melodi Grand Prix'-vinder har stjålet radioredaktionernes hjerter.

'Højt over skyerne' med Thomas Buttenschøn og Chief 1 er nemlig blevet spillet 200 gange på DRs egne platforme. Det er særligt P4, der har eksponeret lytterne for sangens rytmer.

Thomas Buttenschøn og Chief 1 stiller op med sangen 'Højt over skyerne' – og på P4 har man allerede kastet kærlighed over sangen, der topper i DRs statistikker, hvis man udelukkende kigger på grandprix-bud.
Thomas Buttenschøn og Chief 1 stiller op med sangen 'Højt over skyerne' – og på P4 har man allerede kastet kærlighed over sangen, der topper i DRs statistikker, hvis man udelukkende kigger på grandprix-bud. Foto: Nicho Oppermann
Vis mere

Selvsamme lyttere har formentligt misset The Cosmic Twins' grandprixbud, 'Silver Bullet', som kun er blevet afspillet to gange på DRs radioplatforme. I alt.

At nogle sange bliver spillet mere end andre, handler dog ikke om, at DR selv har udset sig favoritter i konkurrencen, understreger Gustav Lützhøft, ansvarshavende og talsperson for 'Dansk Melodi Grand Prix'.

Det handler om redaktionel frihed:

»Det er ikke udtryk for andet end den redaktionelle vurdering, der til daglig sker i forhold til alle ting, vi beslutter at bringe på vores forskellige radiokanaler,« fortæller han.

Nu nævner du selv redaktionel frihed. Men nu er det jo DR, der er afsender på konkurrencen. Er det retfærdigt, at sangene ikke får lige meget spilletid?

»Vi har truffet et valg om at præsentere sangene forud for showet, så danskerne kan nå at lytte til dem og få et forhold til dem. Det har vi gjort, fordi vi synes, at når musikerne og sangskriverne lægger så megen energi i at skrive de fantastiske sange, fortjener de at komme ud og få så megen opmærksomhed som muligt.«

»Der vil være nogle sange, der får mere opmærksomhed end andre, blandt andet fordi radiokanalerne vælger dem ud.«

»Det er jo de vilkår, vi opererer under, når man vælger at sætte sangene fri på den her måde. Jeg tror, man skal være meget varsom med at tale om, hvorvidt det er retfærdigt eller uretfærdigt.«

Gustav Lützhøft beretter, at man gjorde det samme sidste år, og her så man ingen umiddelbar sammenhæng mellem de sange, der var blevet spillet meget i radioen, og dem, der klarede sig godt i konkurrencen.

At P4 eksempelvis har set sig lun på Thomas Buttenschøn og Chief 1s bud på et vinderhit, er derfor ikke ensbetydende med, at sangen står stærkere i konkurrencen, mener han.

DRs radiokanaler er ikke umiddelbart faldet i svime over The Cosmic Twins' bud på en vindersag. 'Silver Bullet', som den hedder, er kun blevet afspillet to gange. I alt.
DRs radiokanaler er ikke umiddelbart faldet i svime over The Cosmic Twins' bud på en vindersag. 'Silver Bullet', som den hedder, er kun blevet afspillet to gange. I alt.
Vis mere

»Selvom DR unægteligt udgør en stor del af danskernes radiolytning og dermed også påvirker danskernes musikforbrug, er vi jo ikke det eneste sted, danskerne lytter til musik. De playlister, der bliver sammensat ude på streamingtjenesterne, spiller jo en mindst lige så stor rolle i forhold til, hvilken musik den brede offentlighed bliver eksponeret for.«

Streamingtjenesterne har jo heller ikke noget på spil i forhold til at være afsender af konkurrencen. Det er DR jo modsat. Bør der ikke være forskel?

»Nej, fordi det forudsætter, at DR er udgjort af én samlet redaktion. Det er DR ikke. DR har forskellige radiokanaler med forskellige programmer, der har hver deres redaktionelle frihed.«

»Så længe, vi ikke kan se, at der er en sammenhæng, mener vi ikke, det er problematisk. Så mener vi i stedet, at det er enormt positivt, at sangene bliver samlet op.«

På Spotify er brugerene helt tossede med Fyr & Flammes 'Øve os på hinanden', som topper hitlisten, hvad angår 'Melodi Grand Prix'.
På Spotify er brugerene helt tossede med Fyr & Flammes 'Øve os på hinanden', som topper hitlisten, hvad angår 'Melodi Grand Prix'. Foto: Rasmus Laursen
Vis mere

Og sangene er i den grad blevet samlet op. Også uden for DRs egne platforme.

På Spotify, hvor danskerne som bekendt helt selv kan styre, hvad de vil høre, er særligt én sang blevet spillet igen og igen og igen …

Fyr & Flammes 'Øve os på hinanden' er blevet afspillet over 180.000 gange. Den 'Melodi Grand Prix'-sang, der er blevet spillet næstmest, er Emma Nicolines 'Står lige her'.

Den har folk trykket play på knap 35.000 gange.