TV 2 har ingen planer om at lukke 'Vild med dans' efter denne sæson.

Selvom seertallet de sidste par år har været støt dalende, og i år har ramt et foreløbigt lavpunkt med et gennemsnit på 640.000 seere hver fredag, holder man fast i, at det stadig er blandt de mest populære tv-programmer i Danmark.

»Vi er rigtig glade for, at så mange stadig følger 'Vild med dans' trofast, og at et program i sin 19. sæson stadig ligger helt i toppen af seertalshitlisterne uge efter uge samtidig med, at det formår at udvikle sig,« lyder det i en mail fra TV 2's underholdningsredaktør Thomas Strøbech.

Han fortsætter:

Deltagerne i årets udgave af 'Vild med dans'.
Deltagerne i årets udgave af 'Vild med dans'. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»I en tid hvor flow-seere erstattes af streamere, og live-forbruget hos danskerne generelt er mindre, er det ikke længere en selvfølge at kunne samle så mange mennesker om fælles weekendunderholdning. Det bevidner, at 'Vild med dans' stadig på 19. sæson spreder glæde og begejstring blandt vores brugere.«

Der er foreløbig sendt fem ud af årets ti live-udsendelser.

Adspurgt om man ville have gjort noget anderledes for at få flere seere, eksempelvis have flere bredt kendte deltagere med i feltet, svarer underholdningsredaktøren:

»Vi har i år fornyet 'Vild med dans' med mange nye ansigter, som giver programmet en ny energi og form, og selvom formatet ikke ændrer sig markant, er 'Vild med dans' aldrig det samme fra år til år, for det handler om mennesker.«

Han fortsætter:

»Mennesker, som hver især er unikke, der står overfor en kæmpe mental og fysisk prøvelse - en udfordring som de færreste har modet til at begive sig ud i, og som vi her får lov at følge i ti intense uger fra dansekælderen.«

Selvom seertallet er faldende, har TV 2 altså ingen planer om at stoppe danseshowet.

»'Vild med dans' er ét blandt mange gode tilbud til weekendunderholdningen på TV 2, som vi oplever et kæmpe engagement omkring, og vi har ingen overvejelser om, at 'Vild med dans' skal stoppe efter denne sæson,« slår Thomas Strøbech fast.

Herunder kan du høre seneste udgave af B.T.s podcast 'Det vi taler om':