Hvis du er en af dem, der har nydt at følge med i livet hos auktionshuset Lauritz.com på TV 2 i programmerne 'Fantastiske fund' og 'Fantastiske hammerslag', er der dårligt nyt.
Programmerne, hvor man har mødt stifterne Mette Rode Sundstrøm og Bengt Olof Sundstrøm, skal nemlig ikke længere vises på kanalen.
Det oplyser TV 2 til Ekstra Bladet.
Samme besked har kanalen sendt til B.T.
'TV 2 tager løbende stilling til hvilke programmer, der er på fladen. Det er ikke planlagt, at programmer, hvor man følger Lauritz.com, bliver vist på kanalerne. TV 2 dækker i øvrigt Lauritz.com-sagen journalistisk i Nyhederne og på TV2.dk', lyder det.
Indtil videre er det stadig muligt at se programmerne på TV 2 Play og ifølge TV 2, er der endnu ikke taget stilling til, om de skal forblive online.
Det vil man tage stilling til løbende.
Lauritz.com har tirsdag indgivet en konkursbegæring.
Skifteretten har i dag behandlet konkursbegæringerne, og Lauritz.com A/S og de øvrige selskaber i Lauritz-koncernen er på det grundlag i dag taget under konkursbehandling.
Konkursbegæringen gør også, at alle aktiviteter hos Lauritz.com foreløbigt er indstillet, og det vil ikke længere være muligt at indlevere effekter til auktion eller vurdering, ligesom der ikke længere vil være mulighed for at byde på effekter.