Torben Chris er positiv – og forvirret over TV 2: 'Imponerende langsomme'
Komikeren har været en af de fremmeste kritikere af den nu undskyldte og tilbagetrukne TV 2-serie 'Alle elsker Rasmus' – og den beslutning er han både positiv og forvirret over, fortæller han til B.T.
Komiker Torben Chris har kritiseret 'Alle elsker Rasmus' i skarpe vendinger - nu er han glad for, at TV 2 undskylder for serien, men han er samtidig forvirret over tv-stationen. Foto: Andreas Beck
De seneste par dage har den nye TV 2-serie 'Alle elsker Rasmus' mødt overvældende kritik, og efter hovedpersonen Rasmus Wallbridge selv gik ud og kritiserede forløbet, er tv-stationen vendt på en tallerken.
TV 2 har nu undskyldt for deres dårlige dømmekraft i forbindelse med serien og trukket den tilbage – og det både glæder og forvirrer en af de stærkeste kritikere, komikeren Torben Chris.
»Jeg synes, det er klædeligt, at TV 2 på den måde viser, at de godt ved, at de har gjort i nælderne,« slår Torben Chris fast overfor B.T.
»Jeg synes altid, det er glædeligt, når folk bliver klogere i en debat. Det er altid rart, når der bliver lyttet til folkestemningen – men jeg forstår vitterligt ikke, hvordan TV 2 ikke så den komme,« fortsætter han.
B.T. forsøger fortsat at få en kommentar fra TV 2, herunder fra programredaktør Dorthe Thirstrup og indholdsdirektør Ulla Pors.
Men lørdag eftermiddag gik tv-stationen i stedet ud i en pressemeddelelse, hvor programredaktør Dorthe Thirstrup trak sit tidligere forsvar af serien tilbage ved i stedet at beklage sin dårlige dømmekraft, undskylde for programmet og trække det af skærmen igen.
Rasmus Wallbridge var i fire måneder uvidende om, at han blev filmet med skjult kamera og bildt ind af alle omkring sig, at han var i gang med at lave en spillefilm - og det fupnummer er der kommet tidens mest omdiskuterede TV 2-serie 'Alle elsker Rasmus' ud af. Foto: Drive Studios / TV 2
»TV 2 har virkelig været imponerende langsomme om at erkende det. I den her tid, hvor vi snakker så meget om samtykke og magtpositioner, så burde TV 2 have gennemskuet det,« lyder det fra Torben Chris.
Personligt er han dog i tvivl om, hvorvidt det helt at fjerne 'Alle elsker Rasmus' fra skærmen, er løsningen.
»Det er ikke nødvendigvis den rigtige beslutning, det har jeg været meget i tvivl om,« konstaterer Torben Chris.
Han mener dog, at der kun er én, der har en vægtig mening om, hvorvidt 'Alle elsker Rasmus' skulle trækkes tilbage eller ej.
Rasmus Wallbridge i TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus', hvor han først til allersidste afsnit får afsløret, at alle har løjet for ham i fire måneder om den spillefilm, han troede, de var i gang med. Foto: Drive Studios/TV 2
»Det skal være hundrede procent op til Rasmus. I min verden er det værste offer, at man har stjålet tid fra en nybagt far, så han må vurdere, hvordan han bedst kompenseres for det, for skaden er sket,« lyder det fra Torben Chris.
Rasmus Wallbridge har gennem sin manager Jakob Riis udtalt til B.T., at »vi sætter pris på at programmerne er taget ned«.
»Hvis han synes, det er en god idé, så synes jeg, det er knasfint,« slår Torben Chris fast til sidst.
Også Nordisk Film har overfor B.T. været ude og beklage forløbet i 'Alle elsker Rasmus', hvor de er med til at bilde Rasmus Wallbridge ind, at han er ved at lave en spillefilm for dem - dog lyder det også fra Nordisk Film, at man blev overrasket over udmeldingen fra Rasmus Wallbridge. Læs mere om det HER.