Rasmus Wallbridge brød lørdag formiddag sin tavshed og kritiserede forløbet i 'Alle elsker Rasmus'.

Efterfølgende er tidens mest omdiskuterede TV 2-serie så blevet trukket tilbage, og nu reagerer også Nordisk Film overfor B.T.

Her lyder samme erkendelse som hos TV 2, at man efter al kritikken, ikke mindst nu også fra Rasmus Wallbridge selv, indser, at man har handlet forkert.

»Det gør indtryk, at Rasmus Wallbridge ikke har været glad for forløbet med ’Alle elsker Rasmus’. Det er vi meget kede af,« udtaler Rasmus Krogh, der er Vice President for Sales & Acquisition i Nordisk Film Distribution.

Han medvirker desuden også i 'Alle elsker Rasmus' som en af de 150 medvirkende, der har været med til at snyde Rasmus Wallbridge igennem fire måneder til at tro, at han var igang med at lave en spillefilm for netop Nordisk Film.

»Det er vores opfattelse, at alle i og omkring programmet har haft de bedste intentioner, og det var også af den grund, vi gik ind i projektet. Men kritikken giver anledning til eftertanke – også om vores egen medvirken – og vi ville have gjort det anderledes i dag,« lyder det nu fra Nordisk Film-chefen Rasmus Krogh.

Rasmus Wallbridge i TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus', hvor han først til allersidste afsnit får afsløret, at alle har løjet for ham i fire måneder om den spillefilm, han troede, de var i gang med. Foto: Drive Studios/TV 2

Overrasket over afslag

I det skriftelige svar til B.T. lyder det også, at man er overrasket over, at Rasmus Wallbridge takker nej til den udviklingsaftale om en rigtig spillefilm, han fik tilbudt af Nordisk Film efter afsløringen af, at den han lavede i 'Alle elsker Rasmus' var fup.

»Det er nyt for os, at Rasmus ikke er interesseret i dette, men det er naturligvis helt op til ham, om han har lyst til at indgå i en udviklingsaftale med os,« lyder det videre fra Nordisk Films Rasmus Krogh.

Lørdag formiddag stod Rasmus Wallbridge nemlig selv frem, og i et opslag på Instagram lød det således: 

»Det samarbejde har jeg af åbenlyse grunde valgt ikke at gå videre med.«

Nordisk Film afviser at give flere kommentarer til sagen overfor B.T. og henviser for resten til TV 2.