CNN har været ude at anbefale den danske krimiserie 'Sommerdahl'. Hovedrolleindehaver Peter Mygind er overvældet over interessen.

»Det er jo helt vildt, som udlandet har taget imod serien. Det gør mig stolt,« siger Peter Mygind, da B.T. fanger ham over telefonen.

»Det var ikke noget, vi regnede med skulle ske, da vi begyndte at lave serien,« tilføjer den folkekære skuespiller.

Foruden anbefalingen fra det store amerikanske nyhedsmedie er serien blevet en succes i lande som Holland, Tyskland og sågar Senegal. Derfor tager man også højde fra andre landes interesse, når der bliver skrevet manuskript til den kommende sæson.

Peter Mygind, Laura Drasbæk og André Babikian i 'Sommerdahl'.
Peter Mygind, Laura Drasbæk og André Babikian i 'Sommerdahl'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

»Jeg ved, at den tyske kanal ZDF sidder med i manuskriptfasen. De har købt sig med i rettighederne over serien. Det er dog stadigvæk rettet mod danske seere. Det er her, seriens primære fokus ligger,« fortæller Peter Mygind.

Han er ikke klar over, hvad det præcis er, der gør serien så populær i udlandet, men han kommer alligevel med nogle bud.

»Vi har åbenlyst ramt noget i folk. Jeg tror, det er en blanding af et godt cast, et godt manuskript, og så skal man heller ikke underkende den flotte danske natur. Det vækker noget i folk.«

Den internationale anerkendelse har også påvirket interessen på ham personligt. Specielt et tilbud er opsigtsvækkende.

Makkerparret André Babikian og Peter Mygind som Flemming Torp og Dan Sommdahl i 'Sommerdahl'.
Makkerparret André Babikian og Peter Mygind som Flemming Torp og Dan Sommdahl i 'Sommerdahl'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

»Jeg er blevet tilbudt at medvirke i en tysk Netflix-serie, hvor jeg skulle optage i 60 dage. Det har jeg måttet sige nej til, da jeg skal optage tredje sæson af Sommerdahl i samme periode. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt.«

Peter Mygind spiller hovedrollen i serien, Dan Sommerdahl, og det er første gang, at han prøver så stor en rolle.

»Det er faktisk første gang, jeg har hovedrollen på et set. Jeg var også en af hovedrollerne i 'Nikolaj og Julie', men det her vil jeg mere kalde en hovedrolle.«

Selvom det attraktive tyske tilbud blev afvist denne gang, så er skuespilleren klar, hvis udlandet ringer igen.

»Jeg er frisk på lidt af hvert. Nu synes jeg, at jeg har bevist, at jeg kan spille mange forskellige roller. Så jeg tænker, at jeg kan passe til mange roller rundtomkring,« siger Peter Mygind, der sammen med resten af holdet skal i gang med at optage tredje sæson af 'Sommerdahl' til august.

'Sommerdahl' har sikret TV 2 Charlie sin hidtil største seerrekord ifølge tal fra Kantar.

Over 700.000 seere så nemlig med, da anden sæson havde premiere i midten af marts.