I fredagens 'Vild med dans'-finale var sidste års vinder på besøg.

Jimilian fik nemlig lov at overrække titlen, som han og Asta Björk sikrede sig i 2021, til de nye vindere Caspar Philipson og Malene Østergaard.

Men han nåede også at sende en lille kommentar til sin gamle dansepartner på scenen:

»Asta, jeg troede kun, det var dig og mig, der skulle danse sammen?« jokede Jimilian til Asta og hendes nye dansepartner Daniel Wagner.

Og det har nok ikke hjulpet på de mange rygter, der har svirret omkring, hvorvidt sidste års 'Vild med dans'-vindere skulle være mere end bare venner.

Men nu afviser Jimilian altså en gang for alle de mange rygter.

»For at sige det kort: Vi er venner. Der er ikke mere i det. Hun er en virkelig god ven, og hun har gjort så meget for mig igennem ‘Vild med dans’, og jeg vil være taknemmelig for altid,« lød de søde ord fra musikeren, da B.T. mødte ham efter finaleshowet.

Jimilian indrømmer dog gerne, at han og Asta Björk har brugt meget tid sammen, siden de vandt sidste års sæson.

Asta Björk har blandt andet flere gange været med ham ude og spille – og ikke mindst givet dansenumre på scenen.

På samme måde var Jimilian tidligere i sæsonen også inde og synge live til en af Asta Björks og Daniel Wagners danse.

»Der er absolut ingenting der, så det overraskede mig lidt, at folk går ned af den bane,« lød det fra Asta Björk, da B.T. dengang spurgte ind til de sejlivede rygter.

Så nu må det være slået fast.

»Folk vil jo altid snakke, og det har de vel lov til. Men jeg ved med mig selv, hvor vi står,« slutter Jimilian.