Som en anden Lars Von Trier holdt Nicolas Winding Refn forleden et opsigtsvækkende pressemøde under filmfestivalen i Cannes.

Den 48-årige filminstruktør er i Sydfrankrig for at reklamere for sin nye tv-serie ’Too Old to Die Young’, og i løbet af pressemødet kom han med en overraskende udmelding omkring sin gennembrudsfilm ’Pusher’ fra 1996.

»Da jeg lavede min første film, var jeg naiv og arrogant, så alt skulle være virkeligt. Kokainen var ægte, volden endte også med at blive ægte, fordi kokainen var ægte,« lød det fra instruktøren.

Tilbage i Danmark vil skuespillerne gerne bekræfte, at Nicolas Winding Refn brugte stoffer som led i optagelserne til ’Pusher’.

Winding Refn.
Winding Refn. Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

Allerede i 2016 fortalte den kvindelige hovedrolle Laura Drasbæk til magasinet Soundvenue, at hun tog stoffer både før og under optagelserne, 'for det var en del af rollen og stemningen på settet'.

»Det var ikke altid, at det var en god ide, og jeg følte, at jeg mistede grebet lidt. Men det var også stilen i filmen. At vi alle mistede grebet en smule.«

Hun tilføjede:

»Jeg ved ikke, hvor stofferne kom fra, men jeg har aldrig betalt en krone for dem.«

Hun er den eneste, der fortæller, at hun var en del af det.

Blandt andet afviste Mads Mikkelsen i samme artikel til Soundvenue:

»Det der med stoffer, det var altså noget, der gik min næse forbi for at sige det helt præcist. Jeg kan helt tydeligt og klart sige, at det var noget, der skete efter, at jeg havde optaget mine scener.«

Lars Bom, der i ’Pusher’ spillede rollen som kriminalassistent, fortæller i dag til B.T., at han godt kan huske, at »der blev flirtet med det blandt nogen på holdet.«

Mads Mikkelsen og Kim Bodnia i 'Pusher'.
Mads Mikkelsen og Kim Bodnia i 'Pusher'. Foto: NORDFOTO
Vis mere

»Det var ikke noget, jeg oplevede. Men jeg kan godt bekræfte, at der var nogen, der snakkede om det dengang. At det var en film, der skulle være så tæt på virkeligheden som muligt.«

Han understreger, at han ikke ved, hvor mange der var indblandet, og at han derudover ikke har lyst til at sætte navn på hvem. Personligt havde han det lidt blandet med arbejdsmetoden.

»Det er ikke sort/hvidt for mig, men nogle gange, når man laver film, så kan der godt være en tendens til – fordi det er en engangsting – at man vil så tæt på virkeligheden, at der godt kan træffes nogle lidt radikale valg.«

Udover Mads Mikkelsen og Laura Drasbæk har B.T. også uden held forsøgt at få en kommentar fra Kim Bodnia og Zlatko Buric.

Thomas Bo Larsen, der havde en lille rolle i 'Pusher' som narkoman, siger kort, at han kun var med på optagelse en enkelt dag og ikke vidste, at der blev taget rigtige stoffer.

Under pressemødet i Cannes kom Nicolas Winding Refn ikke yderligere ind på 'Pusher'-filmen.

Hans nye serie, der fik forpremiere på filmfestivalen med en forvirrende visning af afsnit fire og fem, har den 32-årige amerikanske skuespiller Miles Teller i hovedrollen og kan ses på Amazons streamingtjeneste fra den 14. juni.

'Pusher' solgte i 1996 185.035 biografbilletter i Danmark og blev efterfølgende solgt til 50 lande.

I 2004 og 2005 udkom henholdsvis 'Pusher 2' og 'Pusher 3' - dog med knap så stor succes.

Mads Mikkelsen og Kim Bodnia i 'Pusher'.
Mads Mikkelsen og Kim Bodnia i 'Pusher'. Foto: NF
Vis mere