»Sex og vold er essensen af alt, jeg kan lide,« siger Nicolas Winding Refn i et to timer langt interview under Cannes Film Festival.

»Det er en renhed i, at sex og vold flyder i vores underbevidsthed ligesom perversion, om vi kan lide det eller ej.«

»Det, der ikke er accepteret i vores samfund, kan vi leve ud i kreativiteten,« uddyber den danske stjerneinstruktør.

Instruktøren af 'Drive' og 'Pusher'-filmene sidder foran hundredvis af fans fra hele verden.

Det sker i forbindelse med hans nye Amazon-streaming-serie 'Too Old to Die Young', der har forpremiere på den franske filmfestival, hvor B.T. er til stede.

En serie med vold, mord og modbydeligheder, som kun salige Dan Turèll kunne sige det. Hvor det amerikanske stjerneskud Miles Teller som politimand dræber skurke i det skjulte.

Refn fortalte også om sin første kæreste, om sex og om sine svagheder.

Og afslørede, hvad hans næste film skal hedde.

Stjernen i den nye serie, Miles Teller, kunne også være med, når det gjaldt håndtegn
Stjernen i den nye serie, Miles Teller, kunne også være med, når det gjaldt håndtegn Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Oplevelser fra den finere del af filmbranchen får man masser af her i det sydlige Frankrig, hvor den lille middelhavsby er forvandlet til et kulturelt mekka.

De fyldte cafeer og biografsalene er fulde af skuespillere og filminstruktører.

Se dig over den ene skulder, og der står Penélope Cruz, se dig over den anden, og der står Selena Gomez.

Det amerikanske magasin Vanity Fair har budt på en festlig aften med filminstruktøren Quentin Tarantino og med skuespillerne Robert Pattinson og Antonio Banderas.

Og mon ikke også Brad Pitt og Leonardo DiCaprio skal feste, når de ankommer tirsdag til gallapremiere på Tarantinos nye 'Once Upon a Time in Hollywood'.

Fans vil stå i kø. Nogle vil forsøge at købe billetter på det sorte marked til de eksklusive fester. 10.000 kroner kan man risikere at slippe, og så kan det være, den er falsk.

Og så er her Nicolas Winding Refn, der sidder på scenen med benene over kors, så han blotter sin bare benhud mellem buksen og strømpen. Så meget, at Preben Elkjær ville stivne (han køber kun knæhøje strømper).

Den stilling bliver Refn mere eller mindre i de to underholdende timer.

Om sine 'Pusher'-film, siger han:

»Da jeg lavede min første film, var jeg naiv og arrogant, så alt skulle være virkeligt. Kokainen var ægte, volden endte også op med at blive ægte, fordi kokainen var ægte.«

Publikum griner højt.

Om hvad hans næste film skal hedde, sagde han meeeeget langsomt:

»I am going to kill you (red. jeg dræber dig).«

Om sin farveblindhed, siger han:

»Jeg fandt ud af, at jeg var farveblind, som 24-årig. Jeg var i en skobutik med min første kæreste, som senere blev min kone,« siger han om skuespillerinden Liv Corfixen.

»Jeg havde ikke haft en kæreste, før jeg var 24 år,« indskyder han.

»Altså, jeg havde haft sex, men ikke en kæreste.«

Publikum griner.

»Og jeg betalte ikke for det.«

Der grines endnu højere, og han fortsætter anekdoten om dagen i skobutikken.

»Hun prøver et par sko, og så prøver hun et par andre, og jeg tror, hun er retarderet, for det er de samme par sko.«

»Og så siger hun: Åh gud, du kan ikke se farverne. Der fandt jeg ud af, at jeg havde gået rundt hele mit liv og ikke kunnet se farver. Jeg kan kun se ekstreme farver.«

Den visualitet benytter han i sine film. Hele livet har han arbejdet med at gøre sine svagheder til sin styrke, fortæller han.

»Jeg er ordblind, jeg er farveblind, jeg kan ikke male, jeg kan ikke danse, jeg kan ikke et håndværk,« siger han.

»Jeg kan ikke skrive sætninger, men det stopper mig ikke i at være forfatter. Så kan jeg diktere det til nogen, der skriver det ned. Accepter, hvad du ikke er god til, og gør det til sin styrke.«

»For hvad er der så fedt ved at være normal?«

Publikum jubler. Men én er utilfreds. Spørger, hvorfor han laver så overfladiske film.

Refn svarer konsekvent.

»Selvfølgelig kan jeg blive angrebet for at blive overfladisk, men hvorfor? Fordi jeg ikke fortæller dig, hvad du skal tænke.«

»Du leder tydeligvis efter en mening, og du vil have et svar fra mig, fordi gud forbyde, at du selv skulle tænke.«

Salen jubler.

»Og det er med den attitude, at hvert enkelt ungt menneske her vil sige: Get the fuck out of here.«

Halvdelen er målløse. Halvdelen klapper.

Han er som en iskold rockstjerne.

Mod slut løber en kvinde op med to plakater, hun gerne vil forære ham, fordi hun er stor fan.

Hvorefter mængder af fans samles til autografer foran deres rockstjerne.

'Too Old to Die Young' får premiere 14. juni på Amazon.