De var for nogle år siden i spil til en historisk dramaserie på DR. Nu får de i stedet chancen på TV 2 i en stort anlagt krimiserie, der har været igennem en mindre corona-rutsjebanetur.

Siden skuespillerbrødrene Sebastian (34 år) og Andreas Jessen (31 år) som børn spillede teater sammen, har deres karriere kørt i hvert sit spor.

Storebror Sebastian er nok bedst kendt for film som 'Kærlighed ved første hik', 'Rich Kids' og på det seneste det anmelderroste biografhit 'Mens vi lever'. Lillebror Andreas har ved siden af især gjort sig bemærket i tv-serien 'Mercur' og filmene 'Hvidstengruppen' og 'Valhalla'.

De har altid tænkt, at det kunne være sjovt at lave noget sammen som voksne, og nu lykkedes det altså, når de spiller et brødrepar på hver sin side af loven i TV 2's hypede krimiserie 'Alfa'.

»Vi har én gang tidligere castet på en tv-serie som brødre, hvor vi ikke fik den. Det var til '1864'. Ole (Bornedal, red.) kunne tydeligvis ikke se guldet foran sig,« fortæller Sebastian Jessen med et grin.

Lillebror Andreas supplerer:

»Dengang tænkte jeg, 'ej, det kunne være så fedt', men det blev så ikke os, og sådan er det jo bare. Så lykkedes det til gengæld denne gang.«

Deres nye fælles projekt, 'Alfa', har været tre år undervejs.

Sebastian Jessen som politimanden Jakob i 'Alfa'.
Sebastian Jessen som politimanden Jakob i 'Alfa'. Foto: Emilia Staugaard/TV 2
Vis mere

Serien, der er skabt af de anmelderroste Avaz-brødre, skulle have haft premiere i foråret, men så gik TV 2 i corona-panik og udskød serien til næste år, indtil den blev vist i Sverige hen over sommeren og alligevel fik TV 2 til at rykke premieren tilbage til denne måned.

I 'Alfa' spiller Sebastian storebroren Jacob, der er politimand, mens Andreas spiller lillebroren Adam, der finder 22 kg hash og ender i krydsilden mellem rockere og en indvandrerbande.

Deres historier fortælles parallelt, og derfor havde de ikke så mange scener sammen. Alligevel var det specielt at gå på arbejde med sin bror.

»I de scener, vi havde sammen, syntes jeg godt, man kunne mærke, at det var noget andet at stå over for sin egen bror. Og det er kun positivt ment. Det har været en fed oplevelse at være på samme projekt, hvor vi kan snakke om det på en anden måde,« fortæller Sebastian.

I første afsnit af 'Alfa' mødes Sebastian og Andreas Jessens karakterer i en scene, hvor deres far, som er leder af en rockerbande, skal begraves.

Selv om de i virkeligheden er vokset op i en helt almindelig kernefamilie i Søborg, var det alligevel lidt specielt at gennemføre lige netop den scene, da deres egen far døde alt for tidligt af kræft i 2014.

»Jeg skal være ærlig og sige, at da jeg læste manuskriptet, så gibbede det lidt i mig, fordi jeg begyndte at se det for mig,« fortæller Andreas og tilføjer:

»De her to brødre, der står ved deres fars begravelse og ikke værdiger hinanden andet end et kort blik. Det er jo ikke, fordi man går fuldstændig ind i det med sit privatliv, og det var jo også meget anderledes end vores egen situation, men da vi lavede scenen, og jeg så Seb foran kisten, der var der noget i mig, der sendte mig lidt tilbage.«

Andreas Jessen som lillebror Adam i 'Alfa'.
Andreas Jessen som lillebror Adam i 'Alfa'. Foto: Emilia Staugaard/TV 2
Vis mere

Sebastian er enig, men tilføjer med et smil, at fordi scenen trods alt var så langt fra deres egen virkelighed, så havde det alligevel ikke den helt store påvirkning.

De føler også begge to, at 'Alfa' har internationalt potentiale. Begge brødre har dog det store udlands-eventyr til gode, men de har agenter klar til at sende dem af sted, hvis muligheden opstår.

»Vi har ventet lidt på det helt rigtige materiale at kunne sende ud, og der tror jeg, at 'Alfa' har lidt mere international appel, end for eksempel 'Mercur' havde,« fortæller Andreas.

Sebastian stemmer i:

»Det kunne være sjovt at prøve en dag,« tilføjer Sebastian.

'Alfa' sendes på TV 2 Zulu.