Der er personer, man må lave sjov med – og så er det prinsesser.

I Holland har det vakt vrede, at et satireshow på tv-kanalen RTL, gør grin med den kongelige familie.

Særligt portrætteringen af den 17-årige kronprinsesse Amalia er faldet hollænderne for brystet. Det skriver Billed Bladet.

Det er den 49-årige mandlige stand-up komiker Najib Amhali, der i satireshowet TVKantine, er sat til at spille den 17-årige tronfølger, og det slipper han meget dårligt fra, hvis man spørger flere kommentatorer.

Den hollandske kong Willem-Alexander med hans mor prinsesse Beatrix og den 17-årige Amalia. Foto REUTERS/Arnd Wiegmann
Den hollandske kong Willem-Alexander med hans mor prinsesse Beatrix og den 17-årige Amalia. Foto REUTERS/Arnd Wiegmann Foto: ARND WIEGMANN
Vis mere

På Twitter beskylder journalist på avisen De Volkskrants Arthur van Amerongen satireshowet for at mobbe prinsessen:

Under #TVKantine skriver han:

»Vi er nødt til at tale om fat shaming. Det er oprørende, at Najib Amhali portrætterer vores elskede prinsesse Amalia som en svært overvægtig og i øvrigt meget gravid Linda de Mol (kendt hollandsk tv-vært, red.) Bah … I gør åbenbart alt for gode seertal,« skriver han.

Og han er ikke den eneste, der er utilfreds.

I et åbent brev er også journalisten Sylvia Schaffrath gået i rette med komikeren.

»Amalia er ikke bare 17 år, hun er også den fremtidige dronning af Holland. Hun bad ikke om det, det er hendes skæbne,« skriver hun og fortsætter:

»Amalia er ingen almindelig hollandsk teenager. Hun er ofte mål for rådne bemærkninger og latterliggørelse. Om at hun er 'plus size'. Fed. Grim. Indbildsk. Om at hun får sin eksamen som en gave osv. osv. Sig mig ærligt: ​​Hvordan ville du have det, hvis nogen gjorde det mod din søn,« spørger hun komikeren.

Hverken RTL eller det hollandske kongehus har kommenteret sagen.