Den amerikanske skuespiller og komiker Pete Davidson virker udadtil som en energibombe, der altid spreder godt humør.

Men bag facaden har han kæmpet med sit mentale helbred og stofmisbrug i mange år. Det afslører han ifølge New York Post i en samtale med skuespillerinden Glenn Close.

»Jeg blev diagnosticeret med BPD (personlighedsforstyrrelsen borderline, red.) for et par år siden, og jeg havde altid været forvirret og bare troet, at der var noget galt, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere,« siger Pete Davidson.

Borderline er kendetegnet ved, at man ofte føler sig usikker, en indre tomhed, handler impulsivt og oplever voldsomme humørsvingninger.

Pete Davidson blev for alvor et velkendt ansigt hos amerikanerne, da han i 2014 sluttede sig til det populære talkshow 'Saturday Night Live'. Men allerede her havde han et stofmisbrug, og det var først i 2017, at han for alvor gjorde noget ved det.

Pete Davidson dannede kortvarigt par med Ariana Grande i 2018.
Pete Davidson dannede kortvarigt par med Ariana Grande i 2018. Foto: Andrew Kelly
Vis mere

Han skulle på afvænning og var derfor fraværende fra programmet en overgang. Helt som håbet gik det dog ikke, da han røg ud i et misbrug igen, og i 2019 fik han nok engang hjælp til at komme ud af det.

Han forklarer, at stofmisbruget var en reaktion af personlighedsforstyrrelsen, mens han også brugte det til at dulme sin depression og angst. Det var derfor en kæmpe lettelse for ham, da han fik diagnosen:

»Når nogen endelig fortæller dig det, så løftes en kæmpe byrde fra dine skuldre. Man får det så meget bedre.«

Pete Davidson har de senere år ikke kun kæmpet med stofmisbrug og sit mentale helbred. Han har også haft svært ved at finde sig til rette i et forhold.

I 2018 blev han forlovet med Ariana Grande, men deres bryllup blev aflyst, da Grandes ekskæreste, Mac Miller, gik bort. Foruden superstjernen Ariana Grande har han også kortvarigt dannet par med skuespillerinderne Kate Beckinsale og Margaret Qualley.