DR3s nyeste datingprogram, 'Matchet på mælkevejen', har for nylig haft premiere.

I programmet har Amalie Bendixen og Marianne Gellert, der blandt andet står bag den populære podcast 'Astropod', matchet fire par på baggrund af deres fødselshoroskop.

'Matchet på mælkevejen' har dog fået en del kritik med på vejen. Blandt andet i to klummer i Berlingske og Politiken.

Marie Andersen, der er debattør på Politiken, kritiserer blandt andet DR3 for at holde deltagerne for nar, da de på forhånd ikke ved, at de medvirker i et astrologiprogram. Den kritik er Erik Struve Hansen, redaktionschef for afdelingen DR Ung TV, der har lavet programmet, dog ikke enig i.

Dinne og Christoffer er et af de par, der blev sat sammen i programmet.
Dinne og Christoffer er et af de par, der blev sat sammen i programmet.
Vis mere

»Det er jeg meget uforstående over for. Jeg synes, det er hårdt beskrevet. Jeg synes, på ingen måde at vi holder dem for nar – de medvirkende er tydeligt briefet inden på, at det ville være en overraskelse for dem, hvad de er matchet ud fra,« fortæller han til B.T.

Erik Struve Hansen forklarer, at alle deltagerne meget tydeligt har vidst, at programmets præmis var, at de ville blive matchet op af nogle eksperter. De vidste bare ikke, hvad de blev matchet ud fra, eller hvilken type eksperter der har sat parrene sammen.

I klummerne bliver der da også sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt de to 'Astropod'-værtinder overhovedet kan kaldes eksperter.

»At kalde dem eksperter er misvisende i en sådan grad, at begrebet vil miste al betydning, hvis jeg går med på præmissen, at de har gjort sig fortjent til den titel,« skriver kulturjournalist Aminata Corr i Berlingske.

Marie Andersen undrer sig også over valget af eksperter. Hun mener ikke, det er decideret forkert at kalde dem eksperter, men sammenligner det med at være ekspert i eksempelvis 'My Little Pony'.

Erik Struve Hansen har dog ingen betænkeligheder med at kalde veninderne for eksperter, på trods af, at de altså ikke har nogen reel uddannelse inden for feltet.

»Ekspert er ikke en beskyttet titel. Jeg tænker på en ekspert som en, der ved enormt meget om et emne, og som virkelig har nørdet det. Det har de i den grad gjort,« forklarer han.

»At insistere på, at det skal være en, der har en doktorgrad i astrologi, synes jeg ikke er nødvendigt i den tv-genre, et datingprogram er. Det er jo ikke en videnskab som matematik, men som jeg ser det, så ved de rigtig meget om emnet astrologi, og de kan bruge deres viden i det her format«

Adrian og Trine er et af parrene, der skal date i 'Matchet på mælkevejen'.
Adrian og Trine er et af parrene, der skal date i 'Matchet på mælkevejen'.
Vis mere

Både Aminata Corr og Marie Andersen rejser også kritik af, at DR, som landets største public service-finansierede medie vælger at hægte programmet op på lige netop astrologi.

»Jeg tror, at de fleste kan blive enige om, at det er noget rod at parre horoskoper med public service,« skriver Marie Andersen.

Erik Struve Hansen mener dog ikke, der er noget problem i, at man som public service-medie vælger at matche folk ud fra horoskoper.

Han oplever nemlig, at astrologi er noget DR3s målgruppe, som er de 15-25-årige, går op i.

»Vi skaber jo en debat om astrologi som fænomen. At få skabt den snak om noget, som flere unge interesserer sig for lige nu, synes jeg faktisk er public service – og det var også et delmål for programmet,« siger han.