»Om vi gjorde noget forkert... det ved jeg ikke helt, om jeg synes, vi gjorde, men det giver ikke grund til online mobning.«
Det har vakt harme, at 'Bachelor'-deltageren Stine Lykke Lorentzen og hendes kæreste onsdag lagde en video på Instagram, hvor de kaster med en brødrister i Bilka.
Faktisk så meget, at oplevelsen stadig sidder i kroppen på hende torsdag.
»Jeg fik en besked om, at det var heldigt, vi ikke havde børn, for vi ville være uegnede som forældre – og det ramte ret hårdt. Det er ubehageligt at gøre noget i sjov og ballade, og så får man sådan noget smidt i hovedet. Jeg var virkelig ked af det,« fortæller Stine Lykke Lorentzen.

Shitstormen tog sin begyndelse, da turtelduerne onsdag lagde en video på Instagram, hvor de pjatter i Bilkas gange. Først kaster realitydeltagerens 27-årige fotografkæreste Oliver et par støvsugerposer efter hende, mens hun grinende beder ham om at stoppe. Til sidst flår han også en brødrister ned fra hylden, som hun griber.
Ifølge Stine Lykke Lorentzen opstod situationen spontant, skønt videoen også var inspireret af en stor amerikansk instagrammer, som er blevet berømt på netop at genere sin kæreste ved at kaste varer efter hende, mens han filmer det. Og den 31-årige 'Bachelor'-deltager og nyudklækkede instagrammer havde da også regnet med, at hendes mange nye følgere ville trække på smilebåndet.
Men det var bestemt ikke tilfældet.
Og selvom kommentaren om Stine Lykke Lorentzen og kærestens egnethed som forældre ramte ekstra hårdt, så er realitydeltageren mere ked af den kultur, som hun kalder det, hvor man har travlt med at kommentere fremmede menneskers måde at være, leve og se ud på.

»Jeg bliver ked af det på både egne og andre vegne. Det er forfærdeligt, at folk tror, de har ret til at nedgøre et andet menneske på den måde. Folk må selvfølgelig tænke deres, men der er langt fra tanke til handling,« siger Stine Lykke Lorentzen, der også kan læse, at nogen har kontaktet Bilka for at angive hende.
Hun har dog ikke hørt fra supermarkedet.
Til gengæld har hun slettet videoen. Og hun appellerer nu til, at folk behandler andre – også på nettet – som de gerne selv vil behandles.
Burde man ikke også behandle andres ting, som man gerne vil have sine egne behandlet?
»Jo, og der er også folk, der har skrevet til Oliver: 'Hvad ville du sige til, at vi kom hjem til dig og kastede med dit kamera?' Der må jeg bare pointere, at vi ikke står og kaster med en iPad til 5.000 kroner. Det er støvsugerposer, og til sidst er det en brødrister. Som jeg griber. Gulvet kom ikke til skade, brødristeren kom ikke til skade. Den eneste, der kom til skade, var mig, fordi jeg fik et kæmpe blåt mærke, da den ramte mit ben.«
»Det var sjov og ballade, og mere var der ikke i det. Selvfølgelig skal man behandle folks ting ordentligt, men mest af alt skal man sgu behandle hinanden ordentligt.«