'Luksusfælden' har fået to nye eksperter.

Og den ene af dem bød sig faktisk selv til.

»Jeg tog selv kontakt til dem,« indrømmer den nye ekspert Manja Hansen overfor B.T.

»Det har altid været min guilty pleasure at se 'Luksusfælden', så jeg har altid tænkt, at det kunne være sjovt at være en del af.«

Manja Hansen er uddannet revisor fra CBS og til daglig arbejder hun som økonomichef i GodEnergi. Nu er hun ny ekspert i Viaplay-programmet 'Luksusfælden'. Foto: PR.
Manja Hansen er uddannet revisor fra CBS og til daglig arbejder hun som økonomichef i GodEnergi. Nu er hun ny ekspert i Viaplay-programmet 'Luksusfælden'. Foto: PR.

Manja Hansen er – udover at være ny ekspert i 'Luksusfælden' – uddannet revisor fra CBS, og til dagligt er hun økonomichef hos God Energi.

»Nu sidder jeg som økonomichef, hvor jeg primært arbejder i Excel og blandt andet udarbejder månedsrapporter, så som supplement til en varierende arbejdsdag, synes jeg det kunne være sjovt at bruge min faglige viden til at hjælpe andre på det mere menneskelige plan også,« forklarer hun.

Nu er hun så ny ekspert i 'Luksusfælden', og faktisk var det gennem en anden af programmets eksperter, at hun kom på sporet af, hvordan hun kunne komme med.

»For halvandet år siden skrev jeg til Kenneth Hansen og spurgte, om de ikke manglede en ny ekspert. Der anbefalede han mig at skrive igen om et års tid, så det gjorde jeg,« forklarer Manja Hansen.

»Så der sendte jeg en motiveret ansøgning til Nordisk Film TV, som står for produktionen, og så var det bare god timing, så kom jeg til nogle samtaler og så til casting,« lyder det.

Den anden ekspert afslørede sig for tidligt
På daværende tidspunkt var den anden nye ekspert, Ilyas Dogru, allerede på plads.

Og ham måtte Viaplay altså selv række ud efter.

»Jeg blev kontaktet af folkene bag programmet i foråret, om jeg kunne være interesseret i at være den nye ekspert. Jeg har kendt programmet i mange år, og også interesseret mig for privatøkonomi, så jeg besluttede mig for at give det en chance,« siger Ilyas Dogru.

Men faktisk afslørede han sig lidt for tidligt som ny ekspert, da han sammen med Viaplay delte traileren fra den nye sæson på Instagram.

Ilyas Dogru har fået god støtte af den faste ekspert Kenneth Hansen, som begge de nye 'Luksusfælden'-eksperter lovpriser. Foto: PR.
Ilyas Dogru har fået god støtte af den faste ekspert Kenneth Hansen, som begge de nye 'Luksusfælden'-eksperter lovpriser. Foto: PR.

Det resulterede dog heldigvis ikke i løftede pegefingre.

»Det var ikke mere hemmeligt, end det var, men de ville gerne vente med at afsløre de nye eksperter,« forklarer Ilyas Dogru.

Han arbejder til daglig som forbrugerøkonom og chefkonsulent hos FDM, og har tidligere siddet i Forbrugerrådet Tænk.

Derudover har han også været hyppigt brugt som økonomiekspert på tv i alt fra 'Go’ morgen Danmark' til 'Kontant'.

Manja Hansen er derimod helt ny på skærmen, og indtil videre er hun med i et enkelt afsnit af den nye sæson 'Luksusfælden', der startede i tirsdags – men hun har allerede endnu en optagedag i kalenderen, røber hun.

Ingen af eksperterne har dog set deres programmer endnu, men begge understreger de, at de godt ved, at »man ikke bare lige bliver Kenneth Hansen efter første program«, som Ilyas Dogru udtrykker det.

»Jeg skal lige falde ind i rollen, det er jo en læring, så jeg ved godt, at jeg ikke er verdensmester efter første optagelse. Så jeg er da lidt nervøs for min fremtoning, fordi det er første gang,« lyder det med et grin fra Manja Hansen.