Manja Hansen og Ilyas Dogru bliver en del af "Luksusfældens" ekspertholdet, der allerede tæller Kenneth Hansen, Mette Reissmann og Louise Frost.

Det populære TV3-program "Luksusfælden" fik sidste uge sat gang i sin 33. sæson.

Her trådte de velkendte eksperter Kenneth Hansen, Mette Reissmann og Louise Frost igen ind i danskernes hjem for at forsøge at løse deres økonomiske problemer.

Men i løbet af sæsonen vil to nye ansigter stå klar til at forsøge at løse budgetter og lave aftaler med kreditorer.

Manja Hansen og Ilyas Dogru tilslutter sig nemlig ekspertholdet i "Luksusfælden". Det oplyser Viaplay i en pressemeddelelse.

Manja Hansen er uddannet revisor fra CBS og er til dagligt økonomichef hos GodEnergi.

Hendes meddebutant i programmet Ilyas Dogru er forbrugerøkonom og chefkonsulent hos FDM. Han er desuden tidligere ansat hos Forbrugerrådet TÆNK.

"Luksusfælden" sæson 33 er som sagt allerede godt i gang. I det første afsnit af denne sæson kan man følge eksperterne hjælpe Daniel, der på et år har brugt 55.000 kroner på fastfood.

Tirsdag kommer eksperterne i aktion på skærmen igen, når afsnit to af sæson 33. af "Luksusfælden" sendes klokken 20.00 på TV3 eller Viaplay.

/ritzau/