Hvad skete der mellem 'Bachelor'-Casper og Michaela på vejen hjem fra Rhodos til København?

Det er spørgsmålet, som mange tv-seere har stillet, siden det kom frem, at de to turtelduer ikke har talt sammen siden den dag, de landede i Danmark.

Ifølge Casper Berthelsen efterlod Michaela Nielsen ham i lufthavnen, hvor han ellers havde ventet i en time for at sige farvel til sin nyvalgte udkårne.

Michaela har på nær fra et par stories på sin Instagram ikke kommenteret det mystiske brud, selvom en lang række medier – deriblandt B.T. samt sågar TV 2, der står bag datingprogrammet – har forsøgt at få hende i tale.

Ikke før nu.

Casper og Michaela gav hinanden et vaskeægte Hollywood-kys, da den allersidste roseceremoni blev afsluttet med, at de valgte hinanden.
Casper og Michaela gav hinanden et vaskeægte Hollywood-kys, da den allersidste roseceremoni blev afsluttet med, at de valgte hinanden. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Vis mere

For nu er det nemlig lykkedes Her & Nu at få et interview med den 25-årige 'vinder' af 'The Bachelor'. Og ifølge hende er Casper Berthelsens udlægning af historien ikke helt rigtig – og alt andet end retfærdig.

Ifølge hende ventede hun på sin ungkarl i en hel time i lufthavnen, men da han ikke dukkede op, valgte hun at forlade stedet, fordi hun havde planer med sin familie og venner.

Noget, som Casper – ifølge hende – var bekendt med. Derfor mener hun, at det er »dårlig stil«, at han nu går ud i landets medier og påstår, at hun efterlod ham.

Hun understreger, ligesom Casper tidligere har fortalt B.T., at hun ikke havde strøm på sin telefon, men at hun ringede til ham, da hun havde fået den opladt.

Mens Casper har fortalt til TV 2, at han var meget sur og såret over, at Michaela ikke forstod, hvorfor han følte, hun havde forladt ham, så mener Michaela, at Casper overdrev ved at droppe hende alene af den grund.

»Han var godt klar over, at jeg havde de her planer. Jeg forstår ikke hans tvivl,« siger hun til Her & Nu og fortsætter:

»Man skal kunne kommunikere i forhold, hvis man er ked af noget ,og ikke bare droppe hinanden efter én enkelt episode. Så for mig er det ikke en god nok grund til at afslutte forholdet, og det er ærgerligt, at han tog det så tungt, at han ikke ville kommunikere og arbejde på tingene.«

Michaela Nielsen påpeger endvidere, at hun mener, at Casper Berthelsen har udlagt sin side af sagen på en meget »grov« måde, og siger, at hun tvivler på, om han i virkeligheden bare hurtigt fortrød, at han valgte at give hende den sidste rose.

Casper og Michaela fra 'Bachelor'.
Casper og Michaela fra 'Bachelor'. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Vis mere

Det siger hun, fordi Casper – ifølge hende – virkede »fraværende« på vejen hjem til Danmark og altså droppede hende efter det, som hun kalder en misforståelse.

At der netop skulle være tale om en misforståelse, gentager hun i en video, hun ved middagstid tirsdag har lagt på YouTube.

»Da vi landede, ventede jeg med produktionen. Alle kom ud – alle fra produktionen, alle deltagere, men hvor var Casper? Han var ingen steder at finde,« forklarer hun og henviser så til, at hun var nødt til at smutte på grund af planer.

»Det var Casper ikke glad for. Jeg synes, det er ærgerligt, at det endte på den måde, for det endte faktisk efter det. Men jeg vil ikke erkende, at det var mig, der droppede det. Men jeg forstår godt, at hvis han føler, at kemien ikke var der alligevel, er det også okay.«

Den ærgerlige oplevelse til trods fastslår Michaela, at hun er glad for, at hun har stået ved sig selv – og at hun i øvrigt vil anbefale andre, der ønsker udfordringer, at melde sig til programmet.

Slutteligt sætter hun et par ord på det drama, der foregik mellem hende og de andre kvinder i huset under opholdet.

»Jeg håber, folk er glade, og jeg tror på det bedste i folk. Selvom der har været drama, har jeg ikke noget imod folk fra 'Bachelor'. Jeg håbede, det ville gå bedre i vores relation, men sket er sket.«

Michaelas udtalelser kommer samme dag, som programmet 'Bachelor – efter den sidste rose' har premiere på TV 2 Play.

I programmet deltager Casper, Bolette samt programmets anden ungkarl, Jaffer. Michaela medvirker ikke.