Som den iskolde landsby-psykopat Mike spredte skuespiller Morten Hee i efteråret skræk og rædsel i DR's søndagsserie 'Fred til lands'.

Den 28-årige skuespiller har tidligere fortalt, hvordan han bliver opslugt af sine roller og blandt andet oplevede privat at få en kortere lunte.

Derfor var det også en lidt speciel oplevelse, da han i efteråret skulle give interview om 'Fred til lands', samtidig med at han mentalt var videre og spillede lillebror Tvebak i Det Kongelige Teaters opsætning af 'Brødrene Løvehjerte'.

»Det var ret skizofrent. Jeg gik til prøver som den her niårige, syge, gammelkloge, følsomme dreng, samtidig med at jeg skulle snakke om Mike. Det var lidt en anden sindstilstand,« smiler han.

Når man medvirker i en stor DR-søndagsserie, kan man let blive forvekslet med sin karakter i virkeligheden. Det er dog ikke noget, Morten Hee har oplevet som noget negativt, når folk har genkendt ham på gaden, fortæller han.

»Det meste har været positiv respons og highfives. Hvis folk har sagt til mig, at jeg var uhyggelig, eller bedt mig om ikke at gå amok, så har det været ment som en joke.«

I første sæson af 'Fred til lands' gik handlingen på, om de lokale borgere i en fynsk landsby kunne få ram på den onde Mike, der måske/måske ikke havde kørt gymnasieeleven Aksel ihjel.

Det lykkedes som bekendt ikke, og Morten Hee har det godt med, at hans karakter ikke blev slået ihjel til sidst. Både ren kunstnerisk og så man derudover ikke lukkede muligheden for mere arbejde i en eventuel sæson to.

Morten Hee Andersen har lavet alle sin stunt selv – lige pånær et, som han ikke vil løfte sløret for endnu.
Morten Hee Andersen har lavet alle sin stunt selv – lige pånær et, som han ikke vil løfte sløret for endnu. Foto: Tine Harden
Vis mere

»Jeg synes, det var en pissegod afslutning, vi lavede. Jeg kan desværre ikke sige, om der kommer en ny sæson.«

Morten Hee fik i 2017 sit folkelige gennembrud i DR-serien 'Herrens veje', efter at han blev færdiguddannet på Teaterskolen i 2016.

Siden har han også medvirket i TV2 Charlies historiske dramaserie 'Sygeplejeskolen'.

Han fortæller, at der er »spændende ting på vej i foråret«, men kan som sædvanlig ikke blive konkret om, hvad han skal lave, før noget officielt er meldt ud.