Selvom den endnu ikke officielt har haft premiere, har dokumentarfilmen om drabsmand og ubådsbygger Peter Madsen allerede vakt furore.

Flere af de medvirkende oplyser nemlig, at de optræder i 'Into the Deep' mod deres vilje.

Det skriver filmmagasinet Ekko, der blandt andet henviser til en Anja Olsen, der har skrevet følgende på Twitter:

'Jeg medvirker mod min vilje i dokumentaren 'Into the Deep'.' Hun fortsætter:

'Jeg sagde flere gange tydeligt til instruktøren, at jeg ikke ønskede at medvirke, at det ville være skadeligt for mit helbred på grund af det traume, jeg har fået som konsekvens af drabssagen.'

Hun oplyser desuden, at hun ikke havde kendskab til sin medvirken, før filmen blev vist på Sundance Festival i januar og solgt til Netflix. Hun har desuden nægtet at underskrive en udgivelseskontrakt.

I dokumentarfilmen følger man Peter Madsen i tiden op til drabet på den svenske journalist Kim Wall i august 2017.

Egentligt skulle dokumentaren være et portræt af raket- og ubådsbyggeren, men som følge af drabet blev det en helt anden fortælling end først forventet.

En fortælling, som også filmens australske fotograf, Cam Matheson, tager kraftig afstand fra. På sin hjemmeside skrev han 24. januar følgende:

'Jeg kan på ingen måde støtte op om filmen, der får premiere i dag på Sundance-festivalen, i dens nuværende form,' skriver han og fortsætter:

'Med undtagelse af Peter Madsen har alle medvirkende i dokumentaren min fulde opbakning og sympati.'

Over for filmmagasinet Ekko understreger både producenten og instruktør Emma Sullivan, at alle de medvirkende deltog frivilligt i optagelserne.

Til magasinet udtaler Emma Sullivan, at de fleste, der indgår i fortællingen, er tilfredse med filmen. Men:

»Jeg forstår, at nogle af dem i dag nok føler sig meget sårbare, og jeg er ked af, at de har det sådan,' siger hun og uddyber:

»Helingsprocessen efter et traume som det, vi alle gik igennem, er meget længere end de to år, der er gået. Vi bearbejder det alle stadig på hver vores måde, og det var svært for mig at vide, hvordan alle ville have det, da filmen havde verdenspremiere.«

Dokumentarfilmen om drabsmand Peter Madsen får efter planen premiere på Netflix i løbet af året.