»Jeg føler, at Peter Madsen havde en udløbsdato«
Sådan sagde den australske filminstruktør Emma Sullivan, da hun præsenterede sin højaktuelle dokumentarfilm Into The Deep om Peter Madsen på den amerikanske filmfestival.
Filminstruktøren havde fulgt raket-og ubådsbyggeren helt tæt med et kamera i tiden op til mordet på journalisten Kim Wall. Og undervejs kom der en række afslørende spor af hans personlighed frem.
Det fortæller filmmagasinet Ekko, der deltog i instruktørens samtale med publikum efter præsentationen af filmen i fredags.
Emma Sullivan fortalte, at der viste sig en udvikling i Peter Madsens personlighed i perioden, hun fulgte ham.
Mange unge mennesker, der var fascinerede af hans visioner om raketter og ubåde, hang ud og arbejdede i hans hangar.
Men de oplevede ifølge Emma Sullivan, at han langsomt blev mindre charmerende og mere manipulerende.
Ekko skriver, at da Emma Sullivan efterfølgende så sit materiale igennem igen, skinnede 'psykopaten' igennem i brudstykker af optagelserne.
F.eks. beskrev han under påskud af at joke, hvordan han kunne vildlede politiet og forpurre en efterforskning.
I filmoptagelserne fra dagene op til mordet dukker der også skræmmende detaljer frem, som man først efterfølgende forstår tyngden i.
Peter Madsen sejlede væk med Kim Wall den 10. august 2017.
Filmmagasinet fortæller, at Emma Sullivan tidligere samme dag lavede et interview med Peter Madsen, hvor han sad med et jernrør. Det samme jernrør, han brugte til at tynge Kim Walls lig ned.
Et andet eksempel på de små, uhyggelige tegn på en psykopat, der viser sig i filmen, er en optagelse af en SMS-korrespondance mellem Peter Madsen og hans nære kvindelige veninde.
Her fortæller Ekko, at Peter Madsen jokede med at beskrive, hvordan han ville dræbe hende. Kvinden skulle ifølge filmen have sejlet med Peter Madsen dagen efter mordet på Kim Wall.
Eksemplerne viser ifølge instruktøren brudstykker af Peter Madsens psykopatiske personlighed.
Og at Peter Madsen havde en udløbsdato, som Emma Sullivan fortalte.