Skuespiller og sangeren Martin Brygmann kommer ikke til at være med, når Nordisk Film kommer med deres nyeste version af 'Far til fire'-universet.
Det bekræfter Nordisk Film Vice President for Theatrical Distribution i Nordisk Film Distribution, Klaus T. Odegaard, i en mail til B.T.
Indtil 2020 spillede Martin Brygmann rollen som 'far' i filmene, men han er ikke på rollelisten i de kommende.
Senest har Martin Brygmann været i vælten, efter han af otte kvinder blev anklaget for upassende adfærd i dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen'.
Og selvom man fra Nordisk Film tager stor afstand til den opførsel, var beslutningen om et nyt cast truffet før dokumentaren.
»De oplevelser, som en række kvindelige musikere fortæller om i DRs dokumentar, gør stort indtryk. Vi tager skarpt afstand fra enhver form for krænkelse og upassende adfærd,« lyder det fra Klaus T. Odegaard.
»Fremadrettet er vi i gang med at udvikle en ny kreativ retning for 'Far til fire'-universet sammen med vores eget produktionsselskab Nordisk Film Production. Uafhængig af det, der er kommet frem i dokumentaren, vil den nye retning også medføre et helt nyt cast.«
Tidligere har de medvirkende i 'Far til fire'-filmene skiftet roller.
Martin Brygmann havde en rolle som 'Jan' i filmene før, at han fik rollen som 'Far'.
Til B.T. fortæller Nordisk Film, at man ikke har tænkt sig, at Martin Brygmann skal medvirke i universet igen.
Hvem der skal medvirke i de kommende film er ikke meldt ud.
I forbindelse med dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen' har B.T. siden torsdag forsøgt at få en kommentar fra Martin Brygmann.
Han er ikke vendt retur, men har holdt sig til udtale sig på sociale medier, hvor han også har slået fast, at han ikke kommer til at udtale sig til pressen.
Mandag meldte han ud, at han 'trækker stikket' henover sommeren efter dokumentaren.
»Derfor har jeg besluttet mig for at holde en pause de næste måneder og aflyse mine arrangementer. Jeg håber, at debatten om sexisme i musikbranchen vil føre noget godt med sig,« skrev Brygmann da.
