Lørdag forsøgte Martin Brygmann at få nedlagt et fogedforbud mod DR-dokumentaren ‘Sexisme i Musikbranchen’. En sag han tabte.
Lørdag aften lagde skuespilleren og musikeren så et opslag på de sociale medier, hvor han i skarpe vendinger kritiserer DR, der står bag dokumentaren.
Blandt andet skriver Martin Brygmann, at han gik i byretten på grund af:
»DR’s uvilje til at frembringe dokumentation og beviser for påstande, der blev fremsat, og fordi DR kategorisk nægtede at tage til efterretning, når jeg faktisk kunne modbevise flere usandheder og påstande.«
Han skriver også:
»Jeg har gennem syv måneder overfor DR, og produktionsselskabet ImpactTV, med over ti henvendelser påpeget og dokumenteret alvorlige faktuelle fejl og direkte manipulation, når jeg er blevet bedt om at komme med en kommentar.«
Den kritik vil B.T. gerne høre DRs reaktion på. Men chefredaktør på DR Nyheder, Thomas Falbe, afviser at kommentere på sagen, før dokumentaren har været vist.
»Jeg har ingen kommentarer til den redaktionelle proces eller selve dokumentaren, før den har været vist. Når det er sket, vil vi gerne tale om den.«

Det eneste Thomas Falbe søndag vil forholde sig til er, at en dommer i byretten har afvist at nedlægge et fogedforbud og at dokumentaren derfor som planlagt kan vises på DR mandag.
»Vi offentliggør dokumentaren, fordi vi synes, det er et vigtigt emne. Det var også dét, byretsdommeren sagde - at der er tale om et væsentligt samfundsmæssigt emne, som det er relevant at beskæftige sig med.«
Ifølge chefredaktøren blev dokumentaren i sin helhed vist i retssalen, før dommen blev afsagt.
»Dommeren lagde til grund for sin afgørelse, at alle vejledende presseetiske regler er overholdt i forbindelse med dokumentaren og det er på den baggrund, at et fogedforbud blev afvist.«

DR vil ikke svare på Martin Brygmanns kritik - endnu:
Har I fremlagt dokumentation og beviser for Martin Brygmann?
»Jeg kommer ikke til at svare på, hvad der er sket i den redaktionelle proces, før dokumentaren har været vist.«
Har I taget hans kommentarer og modbeviser til efterrationalisering?
»Alt, hvad der handler om den redaktionelle proces, lægger vi frem i sin helhed, når dokumentaren har været vist. Så man kan se det i den fulde kontekst, uden at tage den ene eller den anden parts parti,« siger Thomas Falbe og tilføjer:
»Alt materiale er fremlagt for en dommer, der har haft mulighed for at svare på det.«
Har I modtaget ti henvendelser fra Brygmann om faktuelle fejl og manipulation?
»Mit svar er det samme. Lige nu håber jeg, at folk vil se dokumentaren i sin helhed og tage stilling på baggrund af den.«
I det opslag, som Martin Brygmann lørdag delte på både Facebook og Instagram, skriver han videre:
»Jeg ved godt, at flere dokumentarprogrammer har fået voldsom kritik for at bryde pressens egne regler, men at det kunne være så manipulerende, er jeg virkelig rystet over.«
Hvad siger du til, at Martin Brygmann oplever DR som manipulerende?
»Vi har forelagt alle kritikpunkter i sin helhed. Der har været rig mulighed for at svare på kritik, og det er min klare vurdering, at vi har overholdt alle presseetiske retningslinier,« lyder svaret fra Thomas Falbe.
Dokumentaren bliver vist på DR mandag aften klokken 21:40, men vil være tilgængelig på DR allerede fra klokken seks mandag morgen.