»Jeg var på vej væk fra alt, hvad jeg troede på,« lyder det fra Mads Mikkelsen.

I et interview med det amerikanske medie Vulture ser den verdensberømte dansker blandt andet tilbage på de første år af karrieren med filmen 'Pusher' og tv-serien 'Rejseholdet'.

Han fortæller, hvordan han i starten var bange for at ikke at få noget arbejde, da han kom ind på skuespillerskolen i en relativ sen alder.

»Jeg var super glad for at komme ind, fordi det er svært. Men en del af mig tænkte 'Jesus, jeg er 30, når jeg er færdig'. Jeg gik på skole med folk, der var næsten 10 år yngre end mig. Det var alle de 20-årige, der ville få arbejde,« siger Mads Mikkelsen.

Kim Bodnia og Mads Mikkelsen i 'Pusher'.
Kim Bodnia og Mads Mikkelsen i 'Pusher'. Foto: NF
Vis mere

Men han blev klogere.

Samme år, som han blev færdig på skuespillerskolen, udkom Nicolas Winding Refns film 'Pusher', hvor Mads Mikkelsen spiller rollen som den voldelige og kriminelle Tonny overfor blandt andre Kim Bodnia.

»Det var det, jeg drømte om. Lave film som 'Taxi Driver' eller 'Mean Streets'. Noget vi aldrig havde lavet i Danmark på det tidspunkt,« fortæller Mads Mikkelsen, der elskede Nicolas Winding Refns anarkistiske tilgang til at lave film.

Selvom 'Pusher' blev en succes og et gennembrud for Nicolas Winding Refn, husker Mads Mikkelsen, at hans eget gennembrud først indtraf et par år senere, da han kom med i DRs søndagsserie 'Rejseholdet'.

»'Pusher' var generelt set en københavner-kultfilm. Den kom ikke rundt i Danmark. Og fordi ingen af os var kendte på det tidspunkt, troede folk ikke, vi var skuespillere. Vi blev ikke genkendt – jeg blev især ikke, da jeg var skaldet i filmen. Så lavede jeg en politiserie,« forklarer Mads Mikkelsen og afslører, at han i begyndelsen var splittet over at skulle lave tv til hele familien Danmark.

»Pludselig gik vi efter, at alle mellem 5 og 95 år skulle se det, hvilket betød, at der blev slebet i kanterne. Det kunne ikke være for eksperimenterende. Jeg kan huske, at jeg i starten af optagelserne vågnede om natten badet i sved. Jeg var på vej væk fra alt, hvad jeg troede på.«

Han tilføjer:

»Men det var også første gang, at jeg fik et job, hvor jeg kunne overveje at købe det mindste hus i verden.«

'Rejseholdet'.
'Rejseholdet'. Foto: DR PRESSE
Vis mere

Siden succesen med 'Rejseholdet' føler Mads Mikkelsen ikke, at han har kunnet gøre noget så simpelt som at bestille en cola, uden at den enten bliver serveret med had eller kærlighed.

Men det har han det fint med og tilføjer, at han bare er glad for, at han ikke var 17 år, da det skete. I dag kan han stadig glemme, at han er 'Mads Mikkelsen', fortæller han:

»Jeg glemmer det hele tiden, når jeg går ud, og folk spørger, om de må tage et billede. Så vågner jeg og er 'nå ja, det er rigtigt. Jeg er ham der'.«

Selvom Mads Mikkelsen i starten skulle vænne sig til 'Rejseholdet's brede appel, så er han i dag ikke afvisende overfor at vende tilbage til serien.

Da B.T. i 2019 spurgte, om han ville være interesseret i at lave nye afsnit, lød svaret:

»Det kunne godt være interessant, og for nogle af os vil alderen også være noget mere passende i dag. Vi var måske lidt for unge, når man ser på det nu. Vi lignede jo nogen, der lige var kommet ud fra Politiskolen og havde fået et kæmpe job. Så det ville passe bedre nu.«