Mads Mikkelsen er fortsat godt i gang med PR-turneen før Oscar-uddelingen, hvor filmen 'Druk' er nomineret.

Og i den forbindelse myldrer det frem med anekdoter og skæve historier fra danskerens efterhånden omfattende karriere i Hollywood.

En sådan er kommet frem, da Mads Mikkelsen blev interviewet til magasinet Vulture.

Det var i rollen som skurken Le Chiffre i James Bond-filmen 'Casino Royale', at Mads Mikkelsen fik sit store Hollywood-gennembrud, men en uheldig flyvetur kunne have spoleret det hele.

»Jeg fik manuskriptet, før der var casting, og det var første gang, jeg fik et manuskript, hvor mit navn var printet på hver side. Jeg faldt i søvn på flyet, og så glemte jeg det,« fortæller danskeren.

Et lækket manuskript til en kommende James Bond-film ville være en saftig bøf for de fleste medier, og med danskeren navn på alle siderne, ville det ikke være svært at regne ud, hvor det kom fra.

»Jeg gik i panik. Jeg var allerede ude af flyet, og jeg havde nok gået i et minut, da jeg opdagede det og tænkte »åh nej« og gik tilbage. Så ville de ikke lukke mig ind i flyet igen.«

Selv med en skuespillers karisma i baghånden formåede danskeren ikke tale sig adgang til flyet, men heldet smilede alligevel til ham i form af det, han formoder var en uopmærksom luftfartsselskabsmedarbejder.

»Jeg tror, jeg var heldig. Jeg tror, at der har været en fra rengøringsholdet, der ikke har haft nogen anelse om, hvad det var, og smed det ud. Men det er klart, at det er en kæmpe katastrofe, hvis det ender på forsiden af The Sun (britisk tabloidavis, red.). Det ville være den værste måde at ødelægge det på.«

Sådan endte det som bekendt ikke, og i stedet blev det begyndelsen på det, der efterhånden er blevet til lidt af en skurkekarriere i Hollywood. Således har Mads Mikkelsen sidenhen også optrådt som skurk i Marvel universet, og står til at skulle gøre det samme i Harry Potter-universitet. Senest har han landet en rolle i Indiana Jones-franchiset.

Først skal han dog se, om 'Druk' natten til mandag lykkedes med at vinde en Oscar for bedste udenlandske film. Og ikke mindst om filmens instruktør, Thomas Vinterberg, kan vinde statuetten i kategorien for bedste instruktør.