Traditionen tro kan DR's eksperter i 'Gift ved første blik' ikke finde ud af at matche de 'ældre' deltagere.

Vi husker Pia og Frank fra sæson to, hvor Frank allerede græd i taxien lige efter deres bryllup, 'citygirl' Birgitte og 'countryboy' Martin, som var alt for forskellige i sæson fire, og sidste års Eva og Carsten, der allerede sagde farvel til hinanden på bryllupsrejsen.

I år er 'mismatchet' gået ud over 52-årige Anders Pilemand og 51-årige Luna Elmkjær, der efter et par rosenrøde afsnit pludselig går helt galt af hinanden på bryllupsrejsen til Bordeaux.

Anders Pilemand sprænger bomben, da han ud af det blå fortæller til kameraet, at han alligevel ikke er så vild med sin nye kone som først antaget:

»Udseendemæssigt, parmæssigt – jeg kan ikke se mig selv leve sammen med Luna resten af mit liv. Det er måske kynisk, koldt og tarveligt, men jeg vil hellere sige det hernede den første morgen, efter vi er ankommet, i stedet for at spille skuespil og holde hende for nar.«

Luna Elmkjær bliver selvfølgelig ked af det, og så er det ægteskab indtil videre gået i stykker. I DR's podcast 'I røven af...Gift ved første blik' fortæller hun i dag om det chok, der ramte hende.

»Hvis han havde været mand nok, så havde han sagt nej oppe ved alteret. (...) Manden er en kæmpe skuespiller, og det har jeg ikke respekt for,« siger hun blandt andet.

Hun har i interview – også til B.T. – tidligere fortalt, hvor fantastisk de første dage op til bryllupsrejsen var gået.

Luna Elmkjær, som er uddannet pædagog. Hun bor i Høje Gladsaxe og har to voksne børn.
Luna Elmkjær, som er uddannet pædagog. Hun bor i Høje Gladsaxe og har to voksne børn. Foto: Snowman Productions ApS
Vis mere

Hun fortalte blandt andet, at de havde sex på bryllupsnatten, og nu indrømmer hun, at lige netop dén detalje blev delt med resten af Danmark for at genere Anders Pilemand.

»Vi kysser og krammer og har sex. Det har jeg jo været ude og sige – det var mest for at genere ham. Men det har vi,« fortæller hun til DR's podcast og uddyber, hvordan hun opfattede deres forhold til at starte med.

»Jeg havde ikke taget stilling til på det tidspunkt, om han var manden i mit liv. Jeg var blevet gift med Anders, og vi har det sjovt. På bryllupsnatten sprang vi på hinanden fem gange, hvor vi begynder at grine, og jeg siger, at enten så holder du dig væk fra mig, eller også så gør vi det nu.«

Luna Elmkjær fortæller videre, hvordan Anders Pilemand blandt andet sender hende 'hede sms'er', og at alt går godt, lige indtil de står i lufthavnen, og hun får de første små tegn. Anders Pilemand vil først ikke kysse så meget som tidligere, i flyet sover han hele turen til Frankrig, og om natten på hotellet sover han pludselig med tøj på.

Anders Pilemand, som bor med sin hund i København og arbejder i Illums Bolighus.
Anders Pilemand, som bor med sin hund i København og arbejder i Illums Bolighus. Foto: Snowman Productions ApS
Vis mere

Anders Pilemand får i podcasten lov til at forklare sig. Han understreger, at man skal huske, at mange ting ikke kommer med i det endelige program, at han gradvist var begyndt at tvivle på deres forhold, og at han til sidst ikke ville holde Luna Elmkjær hen ved ikke at fortælle, hvad han følte.

Han havde i castingprocessen lagt vægt på, at udseende ikke betød så meget, hvilket han nu er blevet klogere på.

»Man har også lov til at blive klogere, og det er jeg blevet i den her proces og selv kommet til den erkendelse, at udseende også betyder en del for mig. Jeg havde bare fokuseret meget på det følelsesmæssige,« fortæller han.

Hør hele programmet med Luna Elmkjær og Anders Pilemand HER.