Der var kun én grund til, at 27-årige Imad fra Slagelse meldte sig til ‘Luksusfælden’. Og det var for at spare penge.

Men selvom programmet fik forhandlet hans gæld ned med 26.000 kroner, så er han langtfra tilfreds:

»Problemet er, at jeg kun har meldt mig til det her program for at spare penge. Jeg havde ønsket mig 100-200.000 kroner (i nedsat gæld, red.), men fordi de kun har sparet mig for 26.000 kroner, så er jeg skuffet,« lyder det fra Imad, der kunne ses i tirsdagens udgave af TV3-programmet.

Her så man, hvordan både han og hans kone, Izabella, var arbejdsløse, og hvordan den lille familie med to små børn kæmpede for at få økonomien til at hænge sammen.

Blandt andet hævede de 10.000 kroner i kontanter hver måned, som de ikke helt kunne gøre rede for forbruget af. Dertil havde de brændt op mod 15.000 kroner af på køreture og grænsehandel, ifølge ‘Luksusfældens’ to eksperter, Louise Fredbo-Nielsen og Jan Schwyrtz.

De to eksperter forsøgte at hjælpe parret ved blandt andet at kræve, at parret solgte deres bil, samt at insistere på, at Imad snarest muligt fandt sig et job.

Men da eksperterne skaffede Imad, der tidligere har droppet ud af 11 uddannelser, en jobsamtale som skraldemand, blev han rasende. Han rev papiret med jobsamtalen i stykker og kaldte det ‘respektløst’ at foreslå, at han skulle være skraldemand.

Siden er det dog lykkedes den 27-årige at få et job.

»Det går fint, men det er ikke på grund af ‘Luksusfælden’, at det går fint. Det går fint, fordi jeg selv har ordnet det hele. Jeg har fundet mig et job,« siger Imad, der har fået et job hos Dansk Retursystem i Slagelse.

Imad og Izabella bruger langt flere penge, end de tjener.
Imad og Izabella bruger langt flere penge, end de tjener.
Vis mere

I programmet ser man ikke parrets bil blive solgt eller kørt væk, som man ellers tidligere har set i andre afsnit. Det er der ifølge Imad en god forklaring på. Selvom man hører ham love eksperterne, at bilen er ved at blive solgt, sker det ikke.

»Den solgte vi ikke. Det var et spil for galleriet. Det ved Jan og Louise også. Det havde vi aftalt. Bag kameraerne har jeg og eksperterne forhandlet, at bilen ikke blev taget, men at jeg bare skulle spille med på det,« siger Imad, der bestemt ikke er begejstret for sin deltagelse i programmet.

»De lyver i det program rigtig, rigtig meget. De gør sådan, at de lyder bedst muligt, og at vi lyder dumme. De lyder sådan, at de har ret, og at vi er forkert på den. De klipper rigtig meget i det,« siger han.

Heller ikke den gave i form af en ladcykel, som Imad og hans kone fik fra eksperten til sidst i programmet, har gjort den 27-årige glad.

»Vi brugte den kun lige en dag,« siger Imad, der foretrækker at køre sine børn i daginstitution i bil – især når det regner.

Han er desuden skuffet over, at han skulle betale skat af ladcyklen.

»Så kan man jo ikke sige, at det var en gave,« siger han.

B.T. har ønsket at forholde TV3 Imads påstande om løgn og ‘spil for galleriet’ i ‘Luksusfælden’ i et interview, men kanalen har kun ønsket at komme med en skriftlig kommentar.

Her oplyser TV3 oplyser, at kanalen er ærgerlig over, at Imad og Izabella er utilfredse med deres deltagelse i programmet.

Ifølge programdirektør Kenneth Kristensen fra Nent Group har  '‘Luksusfælden’ gennem tiden hjulpet rigtig mange danskere med at få bedre styr på deres økonomi'. Han skriver desuden, at eksperterne altid sætter sig grundigt ind i de medvirkendes økonomi.

'‘Luksusfældens’ eksperter viser de medvirkende en mulig vej ud på den anden side af gælden, men det er helt op til deltagerne at vælge, om de vil følge den vej – og ‘Luksusfældens’ eksperter anbefaler aldrig noget på skærmen, som ikke udøves i praksis,' fortsætter han.

Siden B.T.s interview med Imad har den konservative formand Søren Pape Poulsen kritiseret ‘Luksusfælden’-deltageren i skarpe vendinger på sin Facebook-profil:

'Helt seriøst – kassen skulle lukkes med det samme for en type som Imad. Fred være med, at han gerne vil fede den af – det skal IKKE være for skatteborgernes penge!' lyder det fra partiformanden.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Imad til sagen...