»Nu er der råd til smør på brødet.«

»Det var mangel på penge, der pressede mig ud i at lave lamper. Tit, når jeg er presset, så kommer der gode ideer.«

Sådan lyder det fra Lisbeth Grove Mikkelsen, som i januar 2020 tog i 'Løvens hule' med en idé. En idé om at lave billige lamper af kasserede vandrør – WallPipe, som firmaet hedder.

Et projekt, som fik den dengang nye løve, Christian Arnstedt, til at lægge 300.000 for 45 procent af virksomheden.

Lisbeth Grove Mikkelsen
Lisbeth Grove Mikkelsen Foto: WallPipes
Vis mere

Hele historien om WallPipe startede efter en hård periode for stifter og direktør Lisbeth Grove Mikkelsen, som på daværende tidspunkt netop havde købt hus og boede alene med to børn.

Hun prioriterede at give sine børn mad på bordet, så der var ikke råd til lamper. Men da hendes søn til sidst brokkede sig over, at han ikke kunne se sin aftensmad, fik hun en idé om at lave billige lamper af kasserede vandrør.

»Dengang, jeg var i 'Løvens hule', var det, man så i studiet, det eneste, jeg havde lavet. Jeg havde behov for penge, så jeg var godt klar over, at hvis jeg ikke fik en investering med hjem, så var jeg færdig,« forklarer Lisbeth Grove Mikkelsen, da B.T. ringer til hende et år efter udsendelsen.

»I øjeblikket går det fint. Lige nu er vi overordnet glade og tilfredse. Når det så er sagt, så er der jo anden bølge af corona, og det er skidt.«

Firmaet havde held med at kunne vokse i løbet af første nedlukning og fik hurtigt indtog hos firmaer som Lampemesteren og Lampeguru.

Forskellen er nu, at butikkerne er nødsaget til at holde lukket. Ingen af deres detailpartnere kan sælge lamper. Derfor har de øget fokus på deres egen webshop og eksport.

»Nu satser vi det, vi har. Vi er kommet ind på det tyske marked og er i gang med det norske samt hollandske marked. Vi har allerede haft første større ordre til et hotel i Tyskland.«

Succesen er dog ikke kommet helt af sig selv.

Lisbeth Grove Mikkelsen, hendes kæreste, Stine, og Christian Arnstedt.
Lisbeth Grove Mikkelsen, hendes kæreste, Stine, og Christian Arnstedt. Foto: Per Arnesen
Vis mere

Som for rigtig mange andre deltagere i 'Løvens hule' er investeringen fra løverne et vendepunkt.

Det har betydet meget for WallPipe og Lisbeth Grove Mikkelsen, at Christian Arnstedt investerede 300.000 kroner for 45 procent af virksomheden.

Det seneste regnskabsår bød nemlig på en omsætning på 1,3 millioner kroner. Sammenlignet med forrige år, hvor omsætningen var 45.000 kroner.

»Selvom vi har haft en rekordomsætning, så ligger vi inde med et lille underskud på omkring 50.000 kroner. Men det er vi stadig tilfredse med, i forhold til at vi stadig er 'nye',« fortæller Lisbeth Grove Mikkelsen.

Ifølge Lisbeth Grove Mikkelsen har WallPipe leveret lamper til fem-seks hoteller i Danmark, og virksomheden er i gang med at skrive under med nye udenlandske detailkæder.

Da afsnittet løb af stablen, var især iværksætteren Jesper Buch ganske opsat på, at hans medløve Jan Lehrmann skulle investere i WallPipe.

Jan Lehrmann havde i en tidligere sæson købt sig ind i firmaet Kabeltromlen, som producerer møbler af genbrugstræ. Og Jesper Buch mente, at firmaerne burde slå hovederne sammen og dele både værksted og erfaring.

Investorerne fra 'Løvens hule'
Investorerne fra 'Løvens hule' Foto: DR / Per Arnesen
Vis mere

Det takkede Lisbeth Grove Mikkelsen dog nej til. Hun var nemlig i forvejen interesseret i en investering fra Christian Arnstedt, da han har den erfaring inden for onlinesalg, som hun søgte.

»Christian Arnstedts investering har betydet, at jeg har skabt den virksomhed, som jeg har drømt om. En virksomhed, der fokuserer på bæredygtighed. Han er ene mand skyld i virksomheden i dag.«

»Han har været god at have ombord. Han kan trække sine store onlinekompetencer ned i en mindre skala, for han har en stærk erfaring fra sine tidligere investeringer,« siger Lisbeth Grove Mikkelsen.

Senere hen indgik Kabeltromlen og WallPipe et samarbejde om at lave andre møbler.

WallPipe er siden programmet i 'Løvens hule' vækstet med over 2.500 procent. Den store vækst giver nu anledning til udvidelse i sortimentet.

»Vi er i gang med at lave en helt ny gren inden for WallPipe, hvor rør stadig indgår, men hvor vi også genbruger træ til hylder, tøjstativer og lignende.«

Lisbeth Grove Mikkelsen understreger, at bæredygtigheden fortsat vil være omdrejningspunktet for produkterne.